Liv Aurora og Peter Jensen: Det er sundt at rejse ud
Ægteparret bag Inuk Media og Inuk Design drog ud i en moden alder for at videreuddanne sig i et par år. De fortryder ikke, selv om det ikke har vist sig nemt at genoptage livet som selvstændige i Grønland
Der er frisklavet kaffe på kanden og pebernødder på bordet i det rummelige køkken i Myggedalen, hvor parret, designer og grafiker Liv Aurora og filminstruktør Peter Jensen, bor og tager imod AGs udsendte fotograf og journalist.
Rundt om os vimser Honning, familiens seks-årige Nuuk-hund, som er ”verdens dårligste vagthund.” Måske, men sød er den i hvert fald, skriver AG.
Uddannelse i sen alder
Vi er mødt op til en snak om at vende hjem efter at have været på uddannelse i en sen alder.
Dog skal vi allerførst lige have opklaret, hvorfor den kreative hjerne bag Inuk Design i dag har taget et nyt navn og hedder Liv Aurora Jensen, i stedet for Liss Stender. Sidstnævnte er egentlig er hendes døbenavn, men i dag kalder hun det for sit kunstnernavn, fordi det forbindes med mange af hendes kreationer.
Liv Aurora Jensen forklarer, at der numerologisk var mange dårlige energier forbundet med hendes oprindelige navn.
- Jeg valgte at give mig selv et nyt navn som gave, da jeg fyldte 50. Der skulle ske noget nyt. Jeg syntes, Liv passede godt til mig og Aurora (nordlys) er sådan et smukt ord, siger den 57-årige designer om navneskiftet.
Sundt at komme lidt væk
Hun og Peter Jensen fandt sammen for snart 20 år siden i det, der startede som et arbejdsfællesskab i Peters selskab Inuk Media. Siden blev de forelskede, giftede sig, fik en søn og i 2012 forærede Peter sin kone et anpartsselskab i fødselsdagsgave; det blev starten på Inuk Design og en lille butik i bymidten, hvor Liv Auroras kreationer i form af puder, duge, tøj og træ-figurer med hendes markante og karakteristiske inuitmotiver blev solgt.
Langsomt meldte lysten sig imidlertid til at drage ud. De var efterhånden godt trætte af det, de betegner som en negativ stemning i Grønland, et samfund præget af klikedannelser og opgaver, der blev sendt til Danmark i stedet for at gå til lokale udbydere.
- Det er altid sundt at komme lidt væk, siger de to samstemmende.
Læs hele artiklen i den seneste udgave af avisen AG, som du har mulighed for at købe her: