Let at hacke kommunikationen mellem Danmark og Grønland
Det koster kun omkring 7.000 kroner at skaffe det nødvendige udstyr til at hacke en fiberledning - og det kan købes helt lovligt
Mandag kom det frem, at Naalakkersuisut ikke har nogen sikker linje til den danske regering. Det kræver at man tager hen til Arktisk Kommando.
Det gør det langt mere omstændeligt at udveksle fortrolige oplysninger. Opsøger medlemmer af Naalakkersuisut eller embedsmænd ikke lige Arktisk Kommando, så vil det faktisk være ganske nemt for en uvedkommende at 'lytte' med på kommunikationen.
Det er nemlig hverken særlig svært eller særlig dyrt at hacke en fiberledning. Det fortæller direktør i virksomheden Zybersafe, Christian Jul Jensen.
- Man skal bruge en såkaldt fiber-klampe og den kan man købe for omkring 1.000 Euro (7.400 kroner) på Ebay, siger han til Sermitsiaq.AG.
Zybersafe leverer krypteringsløsninger til blandt andet virksomheder, der arbejder indenfor kritisk infrastruktur.
Arbejdstelt som skalkeskjul
En sådan fiber-klampe beskadiger ikke kablet og man kan følge med i alt, hvad der foregår på computere i begge ender. Adgangen til fiberen kan man få via fiberbrønde, hvor man blot behøver at løfte dækslet.
- Opstiller man et arbejdstelt, så vil der næppe være mange, der undrer sig over, at der forgår noget arbejde, mener Christian Jul Jensen.
Når det gælder kommunikationen mellem Selvstyret og den danske regering, er risikoen, at det er fremmede efterretningstjenester, der kan aflytte kommunikationen, og her kan lidt mere avancerede metoder komme i brug. De kan nemlig skyde egen data ind i fiberen, som efterfølgende gør det muligt at trænge ind i systemerne uden fysisk adgang til fiberen.
I den løsning, som Zybersafe tilbyder opstiller man en krypteringsboks i hver ende, for eksempel ved Selvstyret og ved regeringens system, og det er kun de to bokse, der kan 'forstå' hinanden.
- Vores bokse vil kunne sættes op i løbet af få timer og efterfølgende skal systemet testes. Det vil kunne være tages i drift i løbet af et par uger, siger Christian Jul Jensen.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har oplyst til Jyllands-Posten at man arbejder på at etablere sikre linjer mellem Danmark, Grønland og Færøerne.