Lektor om aflysning: Det bedste udfald

Jon Rahbek-Clemmensen fra Forsvarsakademiet vurderer, at dialogen med USA om de konkrete spørgsmål kan genstartes

Offentliggjort

Mens de danske politikere fordømmer Donald Trumps aflysning i Danmark som en fornærmelse, så ser lektor ved Forsvarsakademiet, Jon Rahbek-Clemmensen faktisk aflysningen som en fordel.

- I virkeligheden er det det bedste udfald, sådan som tingene har udviklet sig, hvor det hele er blevet meget politiseret, siger han til Sermitsiaq.AG.

- Donald Trumps idé om at ville købe Grønland har skygget for de ting, som USA, Grønland og Danmark i virkeligheden vil tale om.

Godt med Trumps tweets ude af billedet

Jon Rahbek-Clemmensen peger på, at USA det seneste års tid har været i gang med et regulært charmeoffensiv overfor Grønland. Det viser planerne om åbningen af en diplomatiske repræsentation i Nuuk, viljen til at investere i lufthavne, der kan bruges både miltært og civilt, ambassadør Carla Sands hyppige besøg i Grønland samt genoptagelsen af møderne i joint-committee.

- Nu kan man genstarte dialogen om de konkrete ting, som de grønlandske lufthavne, Kinas rolle i Grønland og muligheden for amerikanske investeringer i landet.

- Dialogen kan nu fortsætte på embedsmandsniveau, og det er en fordel at Trump og hans tweets er ude af billedet.

USA ønsker ikke at betale

USA's interesser i Grønland skyldes først og fremmest de øgede kinesiske og russiske aktiviteter i Arktis, som igen øger USA's behov for en militær tilstedeværelse. Derudover kan også råstofferne have interesser for Grønland.

- USA vil forsøge at opnå det de ønsker uden at betale for det, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

- Netop derfor er det så vigtigt, at man fra grønlandske side arbejder på at genstarte dialogen, så der kan komme konkrete og mærkbare resultater ud af det. Det gælder både økonomiske gevinster og reel grønlandsk indflydelse.

- Et af de konkrete ting er, at bede USA om at løse problemet med service-kontrakterne på Thule Air Base - såfremt de kan løse problemet.

Powered by Labrador CMS