Lektor efter flystyrt: Rusland og Putin har motiv for at ønske Prigozjin død

Lektor Peter Viggo Jakobsens første tanke er, at Vladimir Putin har fået skovlen under Jevgenij Prigozjin.

Russiske nyhedsbureauer melder, at Jevgenij Prigozjin var på passagerlisten på det fly, der onsdag aften styrtede ned i Rusland.
Offentliggjort

Meldingerne om at Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, skulle være omkommet i et flystyrt kommer ikke som en overraskelse for Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Forsvarsakademiet.

– Jeg havde hele tiden regnet med, at han ville dø på en ikke særlig naturlig måde, siger han.

Peter Viggo Jakobsen udtaler sig med forbehold for, at det endnu ikke er bekræftet, om Prigozjin var på flyet - eller om det er blevet skudt ned.

- Min første tanke er, at det er Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.), der har fået skovlen under ham (Prigozjin, red.), men det kræver, at vi ved noget mere for at sige det med sikkerhed, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Pilen peger på Putin

Hvis det ikke er en ulykke, er der to muligheder ifølge lektoren.

Enten har ukrainerne noget med det at gøre, eller også er det russerne.

- Jeg har svært ved at se det store motiv for ukrainerne, for når de skændes i Rusland, er det en fordel for Ukraine. Så pilen peger på Putin, som har været en smule træt af ham for at sige det pænt, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Hvis det er Putin, får man sendt et signal om, at man ikke kan lide forrædere, og at det går forrædere dårligt.

Vil formentlig ikke få betydning for krigen

Peter Viggo Jakobsen understreger, at det ikke vil have betydning for krigen i Ukraine, hvis det er korrekt, at Jevgenij Prigozjin skulle være omkommet i flystyrtet.

Wagner-gruppen har citeret den prorussiske embedsmand Vladimir Rogov fra Zaporizjzja-regionen om dødsfaldet. Det er altså ikke officielt bekræftet af russiske myndigheder.

Meldingen fra Wagner kommer kort efter, at russiske nyhedsbureauer skrev, at Prigozjin var på passagerlisten for et nedstyrtet privatfly nord for Moskva.

Wagner-gruppen oplyser onsdag aften, at grundlæggeren af Wagner-gruppen, Dmitrij Utkin, ligeledes meldes omkommet.

Powered by Labrador CMS