Lejernes Landsorganisation er genopstået
Der er brug for en stærk organisation, som kan varetage lejernes interesse, mener politisk ansvarlig Jens B. Frederiksen

Lejeboligmassen over hele landet er nedslidt, huslejen kommer til at stige, og mange døjer med skimmelsvamp og lignende dårligdomme.
- Der er på den baggrund ingen tvivl om, at de mange lejere i vort land har brug for en stærk organisation, der kan varetage deres interesser med en fælles stemme. Alene af den årsag er der god grund til at være glad for, at Lejernes Landsorganisation, IPK, er genopstået, siger medlem af naalakkersuisut for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen, Demokraterne.
Han deltager i weekenden på IPK’s landsmøde i Sisimiut.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at deltage i generalforsamlingen. Jeg ser frem til at høre nogle gode bud på, hvordan dagligdagen for lejere som helhed kan blive bedre, og hvad det er der i første omgang kræver ejernes fokus, siger Jens B. Frederiksen.
- Jeg håber og tror på, at det fremtidige samarbejde med IPK vil være præget af en stor grad af gensidig respekt for hinandens synspunkter. I naalakkersuisut er vi i hvert fald glade for at få en organisation, som vi kan sparre med, og vi håber meget på, at IPK vil få stor opbakning fra lejere i hele landet, så organisationen kan fremstå så stærk og handlekraftig som muligt.
Læs også "Endelig gang i kystbyggeri"
Læs også "- Hold op med at klynke, Jens B."
Læs også "Jens B.: Noget lort, vi har overtaget"
Penge afsat på årets finanslov
Jens B. Frederiksen påpeger i den forbindelse, at naalakkersuisut er klar til at bidrage til driften af IPK. Der er således allerede afsat penge til formålet på dette års finanslov. Disse midler sammen med medlemsbidrag fra lejerne vil sikre det økonomiske grundlag for IPK fremadrettede drift.
- IPK er en organisation, der kun kan fungere, hvis den har rod i et reelt ønske fra lejerne om at have en landsorganisation. Der er således tale om en organisation, der er ved at opstå på baggrund af frivilligt engagement fra en gruppe borgere. Det er der al mulig grund til at støtte, og jeg håber, at vi politikere i mange år fremover som noget helt naturligt afsætter penge til at støtte driften af IPK, siger Jens B. Frederiksen.
Jens B. Frederiksen holder et kort oplæg om de fremtidige visioner for samarbejdet på generalforsamlingens første dag på fredag.