Lars Løkke reagerer: USA skal respektere Grønland og Danmark - vil indkalde ambassadør til samtale

- USA skal udvise respekt for Kongerigets territoriale integritet, siger Løkke om ny amerikansk udsending.

- Udnævnelsen bekræfter, at den amerikanske interesse for Grønland består. Vi står imidlertid fast på, at alle - også USA - skal udvise respekt for Kongerigets territoriale integritet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Offentliggjort

USA skal udvise respekt for, at Grønland bestemmer sin egen fremtid og er en del af Danmark ifølge regeringen.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), efter at der er blevet udnævnt en amerikansk udsending til Grønland. Det skete natten til mandag dansk tid og viser, at den amerikanske interesse for Grønland fortsætter.

- Udnævnelsen bekræfter, at den amerikanske interesse for Grønland består. Vi står imidlertid fast på, at alle - også USA - skal udvise respekt for Kongerigets territoriale integritet, siger Løkke i en skriftlig kommentar.

USA's præsident, Donald Trump, har udpeget guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som USA's særlige udsending til Grønland.

Landry er bevidst om, hvor afgørende Grønland er for USA's nationale sikkerhed, lyder det fra Trump.

Vil indkalde ambassadør til samtale

Senere mandag siger Lars Løkke Rasmussen til TV2 News, at den amerikanske ambassadør vil blive indkaldt til samtale om sagen:

- Vi indkalder den amerikanske ambassadør til en samtale i Udenrigsministeriet om kort tid for at gøre to ting gældende; at sige klart fra og at udbede os en forklaring, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han kalder det uacceptabelt, at nogen anfægter Kongerigets suverænitet.

Powered by Labrador CMS