METTE FREDERIKSEN PRÆSENTERER NYE REGERING
Lars Løkke fortsætter som udenrigsminister
Listen over ministre i den nye danske regering er blevet offentliggjort, og den viser blandt andet, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter på posten som udenrigsminister.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her til Statsministeriet onsdag, i forbindelse med at den nye regering i Danmark skal præsenteres.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksens tredje regering har i alt 21 ministre med 11 kvinder og 10 mænd. Det viser en ministerliste fra Statsministeriet offentliggjort onsdag.
Én af de ministre, som i den forgangne regeringsperiode har spillet en større rolle for Grønland, er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne. Listen fra Statsministeriet viser, at han fortsætter på posten.
Han var blandt andet med daværende naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt i Washington i januar i år, hvor de to mødtes med USA's udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident JD Vance efter længere tids massivt pres fra præsident Donald Trump mod Grønland.
Udskiftning på forsvarsministerposten
En anden ministerpost, der spiller en særlig rolle for Grønland, er forsvarsministerposten.
Der investeres fra dansk side i disse år kæmpe summer for at styrke forsvaret, også i Grønland. Forsvarsministeren spiller en særlig rolle i forhold til at forhandle disse investeringer på plads med Naalakkersuisut.
Den danske regering skal have en ny forsvarsminister, da tidligere forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen ikke er en del af den ny regering.
Ifølge listen fra Statsministeriet bliver socialdemokraten Jeppe Bruus ny forsvarsminister. Jeppe Bruus har været minister for den grønne trepart og er også tidligere skatteminister.
Ny sundhedsminister skal fremsætte vigtig lov om erstatning
Et andet vigtigt område er sundhedsområdet, der får ny minister i form af Ida Auken (Socialdemokratiet).
Hun skal stå i spidsen for at få erstatningsordningen til ofrene i spiralsagen på plads.
Danmark har i lighed med Grønland lovet erstatning til ofrene, men arbejdet har været sat i stå på grund af udskrivelsen af folketingsvalget.
I regeringsgrundlaget fremgår, at regeringen hurtigst muligt vil fremsætte et lovforslag om "godtgørelsesordning for grønlandske kvinder omfattet af antikonceptionspraksis i Kalaallit Nunaat i perioden 1960-1991."
Stort arbejde venter på socialområdet
Inden for det sociale område venter der et stort arbejde for den nye minister Monika Rubin (Moderaterne).
Danmark har fået kritik af FN for sin håndtering af anbringelse af børn af grønlandske forældre i Danmark.
For det første fremgår det af regeringsgrundlaget, at oprindelige folks rettigheder skal sikres, og der skal igangsættes en undersøgelse af rækkevidden af internationale standarder for oprindelige folks rettigheder.
For det andet skal grønlandske børns tarv samt grønlandske familiers rettigheder i Danmark sikres, og alle eksisterende anbringelsessager skal gennemgås med henblik på at sikre ensartet retssikkerhed.
Ny finansminister
Danmark får desuden en ny finansminister i form af Peter Hummelgaard, der bytter ministerpost med Nicolai Wammen.
Nicolai Wammen bliver i stedet justitsminister.
FAKTA: Her er den danske regerings 21 ministre
De 21 ministre i Mette Frederiksens tredje regering:
Statsminister Mette Frederiksen (S)
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF)
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M)
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (R)
Finansminister Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister Nicolai Wammen (S)
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R)
By-, land- og transportminister Signe Munk (SF)
Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S)
Undervisningsminister Magnus Heunicke (S)
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Forsvarsminister Jeppe Bruus (S)
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M)
Sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken (S)
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S)
Kulturminister Zenia Stampe (R)
Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF)
Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin (M)
Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF)
Kilde: Pressemeddelelse fra Statsministeriet