Lang vej hjem: Fra Nuuk til Tasiilaq i åben jolle

Det er tusmørke, og høje dønninger slår hårdt mod bådens sider. Minik og Rico har forladt Nuuk tidligere på eftermiddagen og sat kurs mod Tasiilaq.

Regnen pisker ned, og vinden tager til. Deres tøj er allerede gennemblødt, og vandet sprøjter ind over rælingen.

Selvom de begge er erfarne sejlere, er ruten ny for dem. De følger Sisak-ruten, som Minik har på sin mobil, men mobilen giver pludseligt op. Vandet har ødelagt opladeren. Tidligere på dagen lagde de til i Qeqertarsuatsiaat, og planen var at nå Paamiut inden natten, men de er tvunget til at ændre planer.

De finder et lille sted nord for Paamiut, Saqqarissoq, hvor de slår telt op og overnatter den første nat.

En drengedrøm

Minik arbejder til daglig som trawlerfisker, mens Rico tidligere har været fanger. Han bor nu i Danmark, da hans kæreste studerer. De to gode venner elsker at sejle og har sejlet meget sammen. Minik har allerede en båd, men da han ønskede en, han kunne bruge til fiskeri, besluttede han at købe en jolle i Nuuk. Og dermed opstod muligheden for at opfylde hans store drengedrøm: At sejle fra Vestgrønland til Østgrønland.

– Jeg tøvede ikke, og sagde ja med det samme. Det lød som en god tur, siger Rico og smiler, da hans gode ven spurgte om han ville med.

Minik har tidligere været i Nuuk, Sisimiut og Kangerlussuaq i Vestgrønland, men et ønske om at se flere steder i Grønland bragte de to unge fyre ud på den lange tur fra Nuuk til Tasiilaq. 

– Vi begyndte at forberede os dagen før. Vi pakkede redningsudstyr, telt, soveposer og lignende, fortæller Minik.

Turist og fangsttur

Efter en våd første dag får de tørret deres tøj og gang i mobilopladeren. De fortsætter mod Paamiut, hvor de leger turister, handler ind og tanker båden op. Herfra sætter de kurs mod Sermiligaarsuk, et område kendt for sine mange rensdyr.

– Vi fandt fangsthytten efter lang tids søgen. Der lå en bog, hvor tidligere fangere havde skrevet, hvor mange dyr de havde skudt – nogle 12, andre 19. Vi lukkede bogen og sagde: “Nu går vi en tur!”.

- Da vi gik afsted, så jeg nogle dyr, mens Rico tog en anden rute. Jeg kom tæt på dyrene, men så tabte jeg min riffel, og kikkerten blev skæv, så jeg ramte ikke noget, fortæller Minik, om deres rensdyrjagt. 

De overnatter i fangsthytten og morgenen efter sejler de videre til Qaqortoq. Her får de hvilet ud hos familie, og tager først afsted sent næste dag. Herfra går turen videre til Aappilattoq, hvorefter de sejler mod Ikerasassuaq, hvor de overnatter i den nedlagte vejrstation, som blev oprettet af USA i 1943. 

– Vi ankom inden mørket faldt på og nåede at se stationen. Tre mænd derfra tilbød os at sove i deres værelser, men vi syntes, det lå for højt oppe, så vi slog teltet op i et værksted tættere på havet i stedet, fortæller Minik.

Nordpå igen

Efter en god nats søvn i værkstedet fortsætter den lange tur op langs østkysten. En strækning, der kan være farlig på denne årstid.

– Der er mange skær, fortæller Rico.

Op langs østkysten er der høje dønninger. Det hjælper Minik og Rico, fordi skærene dermed er nemmere at få øje på. Den første plads, de når i Tunu, er Timmiarmiut – en tidligere boplads og vejrstation omkring 300 kilometer nord for Kap Farvel, kendt for sine isbjørne.

– Da vi kom til Timmiarmiut, ledte vi efter isbjørne, men fandt ingen. Vi så bare husene, der står der, siger Minik.

Men de så noget, de slet ikke havde forventet.

– Vi så turister, der kom med et mindre skib, fortæller Minik.

1.400 liter benzin

Strækningen fra Nuuk til Tasiilaq svarer omtrent til afstanden fra Sisimiut til Qaanaaq. På den 1.600 kilometer lange sejlads bruger de 1.400 liter benzin til omkring 8.000 kroner. 

Oplevelserne har været alle penge værd. 

– Da vi nåede Timmiarmiut, oplevede jeg en ro, jeg har længtes efter. Jeg har været rastløs op til vores tur til Danmark, som om jeg hele tiden skulle nå noget. Men dér faldt jeg til ro, siger Rico.

Efter et kort ophold i Timmiarmiut sejler de videre til Iidduarmiid, også kaldet Skjoldungen, en nedlagt bygd, hvor de overnatter for sidste gang.

– Vi så tre ørne dér. Det har jeg aldrig set i Østgrønland før, fortæller Minik.

Fyrværkeri og skud

På sjettedagen vågner de i Skjoldungen. 

– Vi stod op, spiste morgenmad og samlede kvan, inden vi sejlede mod nord til Pigiiddi, fortæller Minik.

I Pigiiddi møder tre joller dem, og sammen fortsætter de mod Tasiilaq. Da de når Sermilikfjorden, syd for byen, vender Rico sig mod Minik og siger:

– Det føles ikke som om vi er kommet helt fra Nuuk. Det føles bare som om, vi har været ude og sejle, som vi plejer.

Mørket falder på, og da de når mundingen til Tasiilaq, kommer seks både ud for at byde dem velkommen. De skyder i luften med rifler for at fejre, at de to venner er kommet hjem i god behold.

– Da vi så de første lys fra byen, begyndte folk i bådene at skyde, og vi gjorde det samme. Inden vi sejlede ind, sagde jeg til Rico: “Mon vi overhovedet kommer til at høre fra hinanden, når vi kommer hjem?” Og han svarede: “Hvis du ikke kan sove, kan du bare skrive til mig.” Vi sov jo ved siden af hinanden hele turen, siger Minik og griner.

Ved Pontonbroen står omkring 50 mennesker klar med jubel og fyrværkeri for at tage imod dem.

– Da vi så alle de mennesker, blev vi helt rørte. Vi havde ikke regnet med, at der ville komme så mange, siger Minik.

Efter fem dages sejlads er Minik endelig hjemme. Han tilbringer aftenen med familien, mens Rico fejrer hjemkomsten på sin egen måde.

– Da vi kom hjem, gik jeg direkte til Krostuen for at få en øl. Jeg var træt, men jeg havde virkelig brug for den, afslutter Rico.