Landslæge: Vi er i gang med at indkøbe vort eget corona-testudstyr
Det skal være slut med flere dages forsinkelse på at få svar om en corona-test er positiv eller negativ. Sundhedsmyndighederne er i gang med at undersøge muligheden for at få købt sit eget udstyr.
Landslæge Henrik L. Hansen oplyste på dagens pressemøde, at myndighederne er i gang med at få indkøbt det nødvendige udstyr, så man kan foretage sine egne corona-test i stedet for at sende dem til København og Statens Serum Institut.
- Det er imidlertid ikke ligetil. Der er stor efterspørgsel efter netop det udstyr overalt i verden. Af den grund kan jeg ikke oplyse, hvornår vi kan regne med at have det nødvendige udstyr, oplyser landslægen.
Forsinkende proces
Han erkender, at det er en forsinkende proces, at grønlandske corona-test skal omkring København.
- Men vi kan ikke undgå, at prøver fra eksempelvis Ilulissat skal flyves til Nuuk, når vi har fået det nødvendige udstyr, forklarer han.
10 under mistanke
Det blev oplyst, at man søndag klokken 13.00 havde foretaget 10 test af personer, som er under mistanke for at have coronavirus. De sendes til København i dag og svaret forventes at foreligge i morgen.
- Det er imidlertid et tal, som hele tiden kan ændre sig alt efter hvilke henvendelser vi får fra bekymrede borgere, der kan have symptomerne på coronasmitte, understregede landslægen.