Landslæge: Risiko for epidemi er langt fra overstået

På grund af en fejl har landslægeembedet ikke fået nye testresultater. Dermed har vi fortsat 10 smittetilfælde, hvoraf de tre er raskmeldte.

Offentliggjort

- Desværre er der opstået fejl i Danmark, som vi nu arbejder hårdt på ikke skal gentage sig, sagde landslægen om transportfejlen.

- Det er nemlig sådan, at der ikke er taget så mange prøver torsdag og fredag. Det gælder specielt her i Nuuk, og derfor vil jeg gerne opfordre til, at alle som er syge, og som har symptomer på at de kunne være smittet, at de rent faktisk henvender sig til sundhedsvæsenet, sagde Henrik L. Hansen.

- Det er helt afgørende for os at kunne overvåger situationen. Hvis der kommer nye tilfælde, skal vi straks have fundet dem og isoleret dem, så der ikke opstår en epidemi.

- Hvis du selv er syg eller nogen i din omgangskreds, som er syge, så bidrag til, at de henvender sig til sundhedsvæsenet.

Betydelig risiko

- Der er stadig væk en betydelig risiko for smitte i Grønland. Men vi kan forhindre epidemien nu, hvis vi får fundet alle tilfældene derude.

- Nu bliver det weekend og efterfølgende en række helligdage. Men sundhedsvæsenet ligger ikke stille. Der er prøvetagningsmuligheder både her i weekenden og selvfølgelig i hverdagene efter weekenden, men også i de efterfølgende helligdage, understregede Henrik L. Hansen, der fastslog, at dette gælder i såvel Nuuk som de øvrige steder på kysten.

- Det er ligeledes vigtigt, at de tidligere forholdsregler overholdes. Risikoen for en epidemi i Grønland er langt fra overstået.

Landslæge Henrik L. Hansen var endnu ikke sikker på, at risikoen for en smittespredning var ovre, og turde derfor ikke åbne op for trafikken internt i landet.

- Lige nu er vi ikke udfordret på personalefronten i sundhedsvæsenet, oplyste landslægen.

Med hensyn til en åbning af flytrafikken internt i landet og ud af landet henviste landslægen til Kim Kielsen, som på mandag vil informere om planerne.

Er der uro i de små hjem på grund af alkoholforbuddet?

- Det er politiet, der skal svare på dette spørgsmål, sagde Vittus Qujaukitsoq, naalakkersuisoq for finanser, der var Naalakkersuisuts repræsentant på pressemødet.

Rejsende

Vittus Qujaukitsoq kunne heller ikke svare på, hvor mange personer der bliver fløjet frem og tilbage med Dash-flyet til København.

Landslægen sagde imidlertid, at han ikke er vidende om, hvor mange der er blevet fløjet herop.

- Men alle der skal varetage en samfundsopgave er der plads til. De personer, som lever op til rejsereglerne, kommer også med, er min vurdering, sagde landslægen.

Powered by Labrador CMS