Landry i interview: Trump har ikke glemt Grønland

USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, siger i et interview, at han fortsat ser en god mulighed for, at USA kan "få" Grønland.

Jeff Landry besøgte Nuuk i maj i forbindelse med erhvervskonferencen Future Greenland.
Offentliggjort

Jeff Landry, som er udpeget af Donald Trump som særlig udsending til Grønland, er igen på banen med opsigtsvækkende udtalelser.

Udtalelserne faldt under et interview i The Alex Marlow Show, og programmet har delt klippet på X.

Her fortæller Jeff Landry blandt andet, at han talte med  Donald Trump i weekenden, og at Trump ikke har glemt Grønland.

Jeff Landry fortæller intervieweren, at han på baggrund af sit besøg i Nuuk tidligere på året er nået frem til, at det grønlandske folk ønsker at være "sammen med USA":

- De vil have et tættere forhold til USA. De vil have flere engelsklærere, og de vil have mere militær tilstedeværelse, siger Jeff Landry.

Han fortæller også, hvordan han mener, USA kan "få" Grønland.

Landry mener, det skal ske ved, at de gamle amerikanske militærbaser bliver bemandet igen, og at der etableres direkte skibs- og flyruter mellem USA og Grønland for at åbne op for mere handel.

- Der er en masse små ting, som vi kan gøre, og som jeg tror, vil bringe dem direkte ind i folden, lyder vurderingen fra Jeff Landry.

I forbindelse med nationaldagen vakte Landry også opmærksomhed, da han i en lykønskning til Grønland indikerede, at Grønland kunne blive en stat i USA allerede næste år.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), kritiserede Landrys udmelding: 

-  Det bliver vi ikke. Grønlands fremtid afgøres i Grønland. Det er stor disrespekt over for Grønland og Kongeriget, at man har samarbejde i en arbejdsgruppe og så kommer med sådanne udtalelser. Det er helt ude i hampen, sagde Múte B. Egede.

Se klippet med Jeff Landry nedenfor.


Powered by Labrador CMS