Landets største butikker dropper alkoholsalg på Børnenes Dag

Mandag den 1. juni markeres Børnenes Dag, og i landets største butikskæder vil der ikke blive solgt alkohol. Det gælder hos Kalaallit Nunaanni Brugseni, Pisiffik og Pilersuisoq: - Vi mister noget omsætning, men det er også helt i orden, siger uddeler i Brugsen i Nuuk, Pipaluk Noahsen.

Pipaluk Noahsen i Brugseni Nuuks vinafdeling. Afdelingen holder lukket på mandag.
Offentliggjort

Hvis du mandag går ind i en af Kalaallit Nunaanni Brugsenis 17 butikker for at købe alkohol, går du forgæves.

Brugseni har nemlig besluttet, at der ikke skal sælges alkohol på Børnenes Dag.

– Det er naturligt, at børnene skal have en tryg dag på Børnenes Dag. Vi prioriterer, at børnene får en god dag, hvor de trives og er glade, siger Pipaluk Noahsen, uddeler i Brugsen i Nuuk.

Alle de store butikker stopper alkoholsalg

Brugseni afprøvede for to år siden et stop for alkoholsalg på Børnenes Dag i Sydgrønland. Men i år er det første gang, at alkoholsalget lukkes i hele landet.

Heller ikke i Pilersuisoqs 67 butikker vil der blive solgt alkohol på Børnenes Dag, oplyser direktør for HR, kommunikation og bæredygtighed i KNI, Juliane Henningsen Heilmann, til Sermitsiaq.

Pisiffik stopper også salget af alkohol den dag.

– Vi glæder os til en hyggelig dag med fokus på fællesskab og børnene – og takker for jeres forståelse og opbakning, skriver Pisiffik på Facebook.

Vil gøre det til en tradition

Set fra et forretningsmæssigt synspunkt kunne det ellers være oplagt at sælge alkohol, især fordi der netop har været lønningsdag.

Men i Kalaallit Nunaanni Brugseni vægter man børnenes trivsel højere end den tabte omsætning.

Pipaluk Noahsen lægger vægt på børnenes trivsel frem for omsætning i forbindelse med Børnenes Dag og foreslår, at alkoholsalgfri dage kan blive en fast årlig tradition.

– Vi tænker ikke så meget på de indtægter, vi mister. Det har vi talt om, fordi vi prioriterer børnenes trivsel højere. Vi mister noget omsætning, men det er også helt i orden, siger Pipaluk Noahsen.

Det er endnu ikke besluttet, om det skal blive en fast tradition at undlade alkoholsalg på Børnenes Dag. Men hvis det stod til uddeleren i Nuuk, fortsætter ordningen.

– Jeg vil foreslå, at det bliver hvert år, for jeg synes, det er en god idé. Jeg har også selv børn, så jeg har stor forståelse for det, siger Pipaluk Noahsen.

Senere alkoholsalg om lørdagen

En anden begrænsning af alkoholsalget blev også indført denne måned. Sammen med Pisiffik og Kamik i Nuuk har Brugseni besluttet først at sælge alkohol fra klokken 12 om lørdagen – mod tidligere klokken 10.

Det skal senere vurderes, om forsøget skal fortsætte. Men ifølge Pipaluk Noahsen har ændringen allerede skabt mere ro i butikkerne.

– Lørdag formiddag er rolige. Vi ser ingen berusede personer. Nogle blev lidt utilfredse, fordi de ikke helt havde forstået det, men de accepterer det, selv om de ikke nødvendigvis er enige, siger Pipaluk Noahsen.



Powered by Labrador CMS