Lad os løfte debatniveauet

Netredaktionen appellerer til, at alle tænker sig om en ekstra gang, inden man kommenterer her på hjemmesiden

Offentliggjort

Dybest set handler det blot om almindelig sund fornuft, hvor man siger tingene på en sober måde – uanset hvor enig eller uenig man er med nogen eller noget – når man ytrer sig.

Vi skriver disse ord, fordi vi igen appellerer til, at alle tænker sig om en ekstra gang, inden man kommenterer her på hjemmesiden. Det gør vi, fordi vi ønsker at hæve debatniveauet, så vi får en mere konstruktiv debat, hvor de bedste argumenter må vinde – og ikke dem, der ’råber’ højst og forplumrer debatten på en usaglig og tarvelig måde.

De færreste bruger bandeord, tilsvininger og andet nedladende, når de er utilfredse med noget i deres lokale supermarked, ved offentlige arrangementer eller andre steder, hvor man er sammen med mennesker, man ikke kender.

Helt samme respekt efterlyser vi i kommentarfeltet.

Selvom det kun tager nogle sekunder at skrive en kommentar, så er det ingen undskyldning for rent ud sagt at tabe hovedet.

Hold en sober tone
Med flere millioner sidevisninger om måneden, over 10.000 kommentarer og ingen ressourcer til at overvåge og moderere debatten 24/7 kan det selvsagt ikke undgås, at der altid vil forekomme kommentarer, som vi tager afstand fra. Og som ikke burde stå på vores hjemmeside. Men vores moderatorer modererer ud fra de ressourcer, vi nu engang har. Derfor kan ubehagelige indlæg stå i beklagelig lang tid, inden de bliver fjernet.

Bliver nedenstående regler i forbindelse med kommentering på vores site groft overtrådt flere gange af samme person, kan det ende med, at vi helt blokerer for personen, som derved ikke længere kan kommentere på vores hjemmeside.

Debatniveauet er som bekendt summen af dine og andres ord, så please tænk dig om en ekstra gang, inden du vil fortælle omverdenen, at du for eksempel er utilfreds med nogen eller noget. Det er fair nok, du er det, men hold en sober tone. Derfor:

Lad os løfte debatniveauet i flok! Rigtig god debat til alle!

Her genopfrisker vi vores ’vejledning, regler og betingelser for kommentarer’:

Kommentarer slettes som:

  • ikke opfylder kravet om, at kommentatoren skal fremstå med sit fulde navn.
  • er grove, er off-topic, eller hvori der er brugt et overdrevet ulødigt sprog.
  • omfatter angreb, fejrer død eller sygdom af enhver person.
  • indeholder racistiske, sexistiske, homofobiske og andre nedsættende bemærkninger.
  • opfordrer og / eller reklamerer for personlige blogs, websites og andre kommercielle interesser.
  • er spam (du har indsendt lignende kommentar andetsteds på webstedet).
  • har til hensigt at provokere andre kommentatorer eller redaktionen på Sermitsiaq.AG.

Læs i øvrigt her, hvad formålet er med Mediehuset Sermitsiaq.AG’s hjemmeside

Powered by Labrador CMS