Det er alment kendt, at mange af vores landsmænd flytter fra
Grønland til især Danmark.
Det er både de unge studerende, de midaldrende
familieforsørgere som mig selv, pensionister, der ønsker et bedre sundhedsvæsen
at læne sig op ad, og så er der dem, der flytter i desperation for en bedre
tilværelse.
Det er alment kendt, at mange af vores landsmænd flytter fra
Grønland til især Danmark.
Det er både de unge studerende, de midaldrende
familieforsørgere som mig selv, pensionister, der ønsker et bedre sundhedsvæsen
at læne sig op ad, og så er der dem, der flytter i desperation for en bedre
tilværelse.
Af de studerende, der tager afsted, kommer ca. to ud af tre hjem
igen og bidrager til driften og udviklingen af Grønland. Disse to grupper gør
man meget for at få hjem igen. Det er også en absolut nødvendighed. De sidste
to grupper derimod, er der ikke mange indsatser for.
I de fleste valgkampe til Inatsisartut og
kommunalbestyrelserne, er der ellers mange kandidater, der vil arbejde for de
svageste i samfundet og omtaler dem som en uudnyttet ressource, og
pensionisterne har ligefrem titlen som ”det grå guld”. Men hvad siger
virkeligheden så efter valget?
Virkeligheden er, at disse grupper kan ses på på flere
måder. Som familier er det rart og dejligt, når ens forældre forsat bor i byen
og at de kan deltage i alt det familiære og sociale. Når alderen rigtig slår
igennem, findes der plejehjem, ældreboliger, beskyttede boliger osv. De ældre
fylder godt i de offentlige budgetter og det er oftest den økonomiske
virkelighed, der styrer de politiske indsatser på de forskellige områder. Ser
man i Finansloven, så fylder socialområdet og sundhedsområdet utroligt meget.
Derfor er enhver mulig besparelse kærkommen, da listen med nye udgifter og
ønsker er endeløs.
Det bringer os til den gruppe, der i desperation flygter til
Danmark, da myten om det gode og lette liv i Danmark lever i bedste velgående.
Der har for nyligt været et forsvar af en ph.d.-afhandling
om netop denne gruppe. Mille Bianco Schiermachers afhandling med titlen ”En
usynlig krise i Rigsfællesskabet”, går i dybden med de strukturelle barrierer,
der forøger hjemløsheden for grønlændere i Danmark. Jeg vil gerne give et råd
til Inatsisartut, Naalakkersuisut, kommunerne og vores to folketingsmedlemmer –
læs afhandlingen, læs anbefalingerne og få løst problemet. Afhandlingen
beskriver de lovgivningsmæssige uhensigtsmæssigheder, der findes i både i
Grønland og i Danmark. Uhensigtsmæssigheder der sender i forvejen udfordrede
mennesker ud i den yderste desperation med et liv på herberg, gaden eller det
der er værre. Det gode ved en dårlig lov er, at den kan ændres relativt
hurtigt. Man skal sikre vores medborgere ikke tabes mellem to lovgivninger i to
forskellige lande, og endnu vigtigere i to forskellige kulturer.
Når lovgivningen er på plads, skal de offentligt ansatte på
begge sider af Atlanten videreuddannes i, hvordan loven skal forstås, og dermed
hvordan lovens intention reelt skal udføres, så man hjælper alle, der ender i
denne situation. Når det lovgivningsmæssige er på plads og den administrative
arbejdsgang ligeså, så skal de fysiske rammer sikres. Samtidig med at de
fysiske rammer sikres, så skal der nye initiativer til, så man får forbedret de
udrejsendes egne forudsætninger, så de sikres så mange muligheder som muligt i
Danmark, så de kan forsørge sig selv efter ankomsten til Danmark.
Når en person i en kommune ønsker at flytte til Danmark,
skal de være opmærksomme på flere ting. Det er kæmpe fordel, hvis de som
minimum har folkeskolens afgangseksamen, taler et godt niveau af dansk og har
en bopæl klar i Danmark. De to første ting kan ordnes, mens man bor i Grønland
og kan komme ind under de almindelige uddannelsesindsatser. Hvis du opnår
folkeskolens afgangseksamen, forbedres dine muligheder faktisk også i Grønland,
så du måske ikke behøver at flytte til Danmark. Hvorfor er bopæl i Danmark så
vigtigt?
Det er det fordi, hvis du ingen bopæl klar, så kan du IKKE
få sociale ydelser fra de danske kommuner. Min teori er, at flere af dem, der
flygter i desperation, i forvejen er på sociale ydelser i Grønland og derfor
kan tro, at det bare fortsætter, når man kommer til Danmark. Det gør det IKKE.
Bliver man pludselig ramt økonomisk, er man endnu mere udsat og man ender i en
endnu mere desperat situation, end den man kom fra.
At folk ønsker at flytte kan man politisk ikke ændre på, men
man kan klæde sine borgere bedre på, så succesraten for flytningerne kan øges.
Det må være i alles interesse, både i Grønland og i Danmark.
Uanset diverse politiske og administrative indsatser, vil
der fortsat være en udsat gruppe der flytter, som man ser det i dag. Her skal
der nye tiltag i Danmark. Er det Grønland der skal sikre disse tiltag eller er
det Danmark? Det er ikke på plads og det er derfor, at vi fortsat ser vores
landsmænd på gaden i Danmark.
Kunne kan man forestille sig, at De Grønlandske Huse i
København, Odense, Aarhus og Aalborg kom i spil her? Ikke som fast bopæl, for
det er der ikke plads til. Men kunne man for eksempel tillade, at tilflyttere
fra Grønland kunne have en postadresse her som en art bopælsadresse, så man
sikrer sociale ydelser fra de pågældende kommuner og dermed sikrer man en mere
stabil overgang.
Man kunne også etablere min gamle poliske drøm, nemlig at få
etableret deciderede grønlandske boliger i de selvsamme byer. Det kunne være i
form af er kollegiebyggeri med værelser og små lejligheder, som i den ene af
komplekset kan bruges af vores egne studerende som rejser til Danmark for at
studere, og i den anden ende af komplekset, kan bruges til ny tilflyttere i en
periode, indtil de får en lejlighed anvist fra kommunen. Dette ville sikre
optimale rammer for både studerende fra studiestart og for den indsats, vi skal
igangsætte, for at ”lykkeridderne” ikke ender på gaden. Der kunne derudover
være et kontor, hvor både studerende kan søge hjælp og hvor man kan hjælpe de
øvrige med overgangen til det danske system. Det er meget lettere at hjælpe
folk, når man ved hvor de er.
En anden vinkel på denne sag, er også, at vi fra grønlandsk
side vil udvise en langt større anstændighed overfor de udrejsende og vi vil
også sende et kraftigt politisk signal om, at vi ønsker at bidrage til
løsningen af problemet. Når man vælger ikke at gøre noget, har man også et
ansvar. Jeg ved godt, at man økonomisk sparer rigtig mange penge i de
offentlige systemer på Grønland og at alle besparelser er kærkomne, men kan vi
være det bekendt? Hvad fortjener vores medborgere og hvad kan vi være bekendt
at hælde over i det danske udgiftsbudget?
