KRK jubler: Rift om hjertestartere
Flere virksomheder har købt hjertestartere og Kalaallit Røde Korsiat har allerede afhændet seks af ti hjertestartere i det nye år.
Kalaallit Røde Korsiat, KRK, har i det nye år fået flere henvendelser fra virksomheder, der viser interesse for at købe en hjertestarter.
Virksomheder både i Nuuk og på kysten, og selv fra bygderne har rettet henvendelse til os med henblik på at købe hjertestartere. Vi har opkøbt i alt ti til i år, men ud fra efterspørgselen fra virksomheder, vil vi indkøbe flere, fortæller Johan Barlaj, sekretariatsleder i Kalaallit Røde Korsiat til Sermitsiaq.AG.
- Vi kan klart mærke en større efterspørgsel på hjertestartere. Det er glædeligt, da det er vigtigt, at virksomheder har hjertestartere tilgængelige i forbindelse med deres beredskab, siger sekretariatslederen.
En hjertestarter er et transportabelt, batteridrevet apparat, der kan analysere hjerterytmen og give et stød, der ’genstarter hjertet’, hvis nødvendigt.
Man øger chancen for overlevelse ved et hjertestop med 50 til 70 procent, hvis hjertestarteren sættes på patienten indenfor 3-5 minutter, har Røde Kors tidligere oplyst til Sermitsiaq.AG.
Grølandsksproget instruks
KRK tilbyder kurser i forbindelse med indkøb af hjertestarter. Der er også lydbånd med instrukser til, hvordan man bruger hjertestarteren.
- Vi undersøger muligheder med at indspille en instruktion på grønlandsk, så også primært grønlandsktalende kan benytte hjertestarteren. Vi håber, at vi kan indspille en grønlandsk instruktion i den nærmeste fremtid, siger Johan Barlaj, sekretariatsleder i KRK.
Han oplyser, at virksomheder, der allerede har hjertestarter altid kan henvende sig til KRK for at få en genopfriskningskursus i brug af hjertestarteren.