Kræver dobbelt så stor isbjørnekvote
Det kan kun gå for langsomt med en isbjørneoptælling i Østgrønland, og dernæst en forhøjet kvote, mener IA´s Harald Blanco.
Isbjørn, der blev fanget, da den i begyndelsen af året spadserede ind i Paamiut.
Området ved Tasiilaq har næste år fået tildelt en kvote på 20 isbjørne. Går det som sædvanligt, er den kvote opbrugt i løbet af nogle få måneder.
Derfor har Fangerforeningen i Tiniteqilaaq gentagne ønsket forhøjelse af kvoten til 30 isbjørne.
Medlem af Inatsisartut Harald Bianco, Inuit Ataqatigiit, forstår udmærket fangernes ønske. I et pargraf 36-spørgsmål peger han på, at fangerne i Tasiilaq distrikt har bemærket, ligesom man alle andre steder i Grønland har bemærket det, at der er flere og flere isbjørne.
Han mener, en optælling af isbjørne er på sin plads. Og dernæst at isbjørnekvoten i Tasiilaq distrikt sættes til 40 isbjørne for 2011.
- Jeg har konstateret, at Pinngortitaleriffik vil forestage en optælling af isbjørne i Vestgrønland, selvom der allerede har været foretaget optælling, og først i 2012 ved Østgrønland. Da der har været optælling ved Vestgrønland, mener jeg, at prioriteringen er forkert. Vi østgrønlændere har gang på gang ønsket forhøjelse af isbjørnekvoten, men forgæves med den argumentation, at der endnu ikke har været foretaget optælling. Det er ufatteligt, at man vil prioritere stedet hvor der allerede har været optælling, som kun kan betegnes som omvendt prioritering, skriver Harald Blanco i sin begrundelse.
Han mener, det er misvisende, når der på Pingortitaleriffik’s hjemmeside står skrevet, at der ikke er bestandstal i Østgrønland, og at bestanden har oplevet markant nedgang i havisen i løbet af de sidste 30 år.
- Naturligvis er det gætteri man anvender her, da man ikke har foretaget tælling. De fremsatte noteringer beviser, at optælling er nødvendig, også i relation til de henviste konstateringer, lyder det fra Harald Blanco.