Kongresmedlem vil pege på Trump som formand for Repræsentanternes Hus

Kongresmedlem fra Texas vil nominere Donald Trump som næste formand for Repræsentanternes Hus ifølge medie.

Donald Trump siger ifølge NBC News, at han gerne vil hjælpe sine republikanske kolleger med at finde en ny formand for Repræsentanternes Hus. - Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Offentliggjort

Kongresmedlemmet Troy Nehls vil pege på USA's tidligere præsident Donald Trump som den næste formand for Repræsentanternes Hus.

Det siger han ifølge mediet The Guardian.

- Når Repræsentanternes Hus mødes igen denne uge vil min første opgave være at nominere Donald J Trump som formand for Repræsentanternes Hus, siger Troy Nehls.

- Præsident Trump, den bedste præsident i min levetid, har bevist, at han sætter USA først, og han vil gøre Huset (Repræsentanternes Hus, red.) stort igen, lyder det videre.

Troy Nehls er valgt til Kongressen for den amerikanske delstat Texas.

Historisk har formanden for Repræsentanternes Hus altid været en person, som var politisk valgt, men det er ikke et krav i den amerikanske forfatning.

Derfor er der ikke umiddelbart noget formelt, der står i vejen for, at Trump kan blive valgt som formand.

Indtil videre har to kandidater meldt sig klar til at overtage posten som formand. Det drejer sig om Jim Jordan og Steve Scalise.

Jim Jordan er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, mens Steve Scalise er Republikanernes næstformand i Repræsentanternes Hus.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan flere kandidater nå at melde sig, og det kan ende med at blive en kaotisk og rodet proces.

Donald Trump har tidligere meddelt, at han ikke er interesseret i posten som formand for Repræsentanternes Hus.

Dog har han ifølge mediet NBC News sagt, at han gerne vil hjælpe sine republikanske kolleger i processen med at finde en ny formand for Repræsentanternes Hus.

- Mange har spurgt mig om det, siger han foran en domstol i New York, da han bliver spurgt, om han selv kunne tænke sig posten som formand.

Ifølge NBC News siger han, at han er fokuseret på at blive præsidentkandidat.

- Men hvis jeg kan hjælpe dem, gør jeg det gerne, siger han.

Powered by Labrador CMS