Kommunerne skal høres i forslag om Sikuki Nuuk Harbour
Naalakkersuisut trak forslaget om at drive kommercielle havne i resten af Grønland fra forårssamlingen for anden gang. Forslaget skal i udvidet høringsproces.
Kommunerne skal særligt inddrages i lovforslaget om at drive kommercielle havne i resten af Grønland.
Foto: Leiff Josefsen
På efterårssamlingen 2025 havde Naalakkersuisut fremsat et forslag om, at Sikuki Nuuk Harbour skulle have nyt navn og få hjemmel til at erhverve og drive havne udenfor Nuuk. Det blev pillet af dagsordenen lige før 1. behandlingen uden forklaring.
På forårssamlingen var forslaget så tilbage. Her nåede det at blive 1. behandlet, inden det blev trukket.
Sermitsiaq har henvendt sig til Departementet for Boliger, Infrastruktur, Yderdistrikter og Beredskab for en forklaring om, hvorfor Naalakkersuisut igen har trukket forslaget.
I et skriftligt svar skriver departementet, at forslaget blev trukket tilbage på forårssamlingen for at imødekomme et ønske fra Inatsisartut om en udvidet høringsproces med særlig inddragelse af kommunerne.
”Det er fra politisk hold fundet hensigtsmæssigt at sikre, at kommunernes høringssvar indhentes og indgår fuldt ud i det endelige beslutningsgrundlag, inden lovforslaget færdigbehandles. Naalakkersuisut vægter et solidt samarbejde med Inatsisartut og en bred inddragelse af kommunerne højt i forberedelsen af central infrastrukturlovgivning,” skriver departementet.
De oplyser, at lovforslaget forventes genfremsat, når den udvidede høringsproces er slut. Departementet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til det igangværende lovarbejde.
Som det er nu, er det kun i Nuuk, at selvstyrejede Nuuk Sikuki Harbour driver en havn på kommercielle vilkår, men hvis lovforslaget gennemføres, kan dette bredes ud til resten af landet.
Ved at indføre kommerciel havnedrift kan Sikuki indføre brugerbetaling i form af havnetakster i havnene til finansiering af drift og vedligehold.