Kommunerne opbygger samarbejde igen

KANUKOKA, kommunernes landsforening blev nedlagt i slutningen af juli 2018. Siden da har kommunerne erkendt behovet for en fælles platform og langsomt nærmet sig hinanden igen - nu arbejdes der for en fælles juridisk og økonomisk enhed.

Kommunerne har haft et fælles administrationsapparat i deres landsforening KANUKOKA. Det blev opløst i slutningen af juli 2018, men nu nærmer kommunerne sig hinanden igen med henblik på fælles ekspertise på juridisk og økonomisk plan.
Offentliggjort

Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S) tilkendegiver, at kommunalbestyrelsen har givet ham mandat til at forhandle med de øvrige kommuner om en fælles juridisk og økonomisk enhed:

- Vi har, som borgmestre til kommunerne jo møder med jævne mellemrum i den politiske koordinationsgruppe, hvor samtlige borgmestre og Naalakkersuisut holder politiske møder. Vi har benyttet lejligheden til at tale indgående med hinanden om hvilke svagheder og styrker vores respektive kommuner har, forklarer borgmester Malik Berthelsen og fortsætter:

- Vi er nået til en konstatering af, at vi har et fælles behov på juridisk plan. Det gælder især i forhold til høringer fra Grønlands Selvstyre, hvad enten det drejer sig om juridiske forhold, eksempelvis, når der er nye lovinitiativer eller ændringer af lovgivningen på vej.

Finanslovsforhandlinger

Derudover har kommunerne også erkendt, at de vil stå stærkere i forhold til Naalakkersuisut, hvis de har en fælles platform indenfor økonomisk rådgivning, især når der er finanslovsforhandlinger:

- Der vil ikke blive tale om lige så omfattende apparat som KANUKOKA havde. Men vi har erkendt at vi også har et behov for at have en økonomisk fælles platform, ikke fordi vi skal blande os i hinandens økonomiske dispositioner, men fordi vi hvert år har finanslovsforhandlinger med Naalakkersuisut, og der har vi behov for rådgivning fra økonomiske eksperter, der kan analysere og sætte tal på forhandlingerne, forklarer borgmester Malik Berthelsen.

Har fået mandat fra kommunalbestyrelsen

Malik Berthelsen har allerede indhentet mandat til at arbejde videre med de to fælles platforme, og han forventer at de øvrige borgmestre, som aftalt vil have deres mandat i orden på den anden side af sommerferien:

- Vi har en skabelon, som vi er blevet enige om at arbejde videre med. Jeg kan naturligvis ikke tale på vegne af de andre borgmestre, men mine forudsætninger, ifølge mit mandat er, at vi arbejder videre med de skabeloner for samarbejde, som vi agter at igangsætte.

- Jeg kan sige så meget, at den juridiske enhed og den økonomiske enhed, som vi agter at nedsætte, ifølge vores aftale selv skal bestemme, hvor de gerne vil placeres. Lige nu er Nuuk og Sisimiut oplagte steder, men vi sætter formalia på plads, så snart det bliver muligt, fortæller Malik Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS