Kommuneqarfik Sermersooq udvider med lokale chefer
Hjørdis Viberg bliver regionschef for Tasiilaq, med ansvar for både byen og de omkringliggende bygder. Heidi Jeremiassen udpeges som regionschef for Paamiut, hvor hun leder arbejdet i både byen og bygderne. Charlotte Pike bliver bychef for Ittoqqortoormiit.
Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
Kommuneqarfik Sermersooq tager endnu et skridt i den igangværende decentralisering, skriver kommunen i sit nyhedssite.
Kommunen har nu udpeget tre nye lokale chefer, der skal stå i spidsen for kommunens yderdistrikter og styrke den lokale tilstedeværelse.
- Hjørdis Viberg bliver regionschef for Tasiilaq, med ansvar for både byen og de omkringliggende bygder.
- Heidi Jeremiassen udpeges som regionschef for Paamiut, hvor hun leder arbejdet i både byen og bygderne.
- Charlotte Pike bliver bychef for Ittoqqortoormiit.
Kommunen oplyser, at de tre nye chefer bliver en del af kommunens øverste ledelsesforum og vil fremover deltage i direktionsmøderne.
– Med udpegningen af lokale chefer tager vi et vigtigt skridt i vores decentralisering. Det handler om at skabe stærkere lokal ledelse, så beslutninger træffes tættere på dem, det berører, og så borgerne oplever, at kommunen er nærværende og lyttende, siger borgmester Avaaraq Olsen og fortsætter:
- Vi ønsker, at alle yderdistrikter føler, at de har direkte adgang til ledelsen, og at deres behov og input bliver taget seriøst. Dette er en konkret måde at styrke tillid, medinddragelse og samarbejde på tværs af kommunen, siger borgmester Avaaraq Olsen.
Mere synlig, nærværende og lokalt forankret kommune
Decentraliseringen kan måske endnu kun mærkes i det små, men udpegningen af lokale chefer markerer starten på en mere synlig, nærværende og lokalt forankret kommune.
Charlotte Pike understreger, at decentraliseringen handler om at skabe tættere kontakt mellem borgere og beslutningstagere:
- Jeg er meget glad for decentraliseringen, for den viser, at kommunen har tillid til os lokalt. Vi bliver både involveret og inddraget i de beslutninger, der former vores område – og det gør en stor forskel. Her i Ittoqqortoormiit kan vi allerede mærke, at vi kommer tættere på borgerne, og at samarbejdet bliver stærkere, siger Charlotte Pike.
Implementeringen af decentraliseringen fortsætter løbende, og borgerne vil opleve flere konkrete ændringer i takt med, at den lokale forankring bliver styrket.