Kommune og politi advarer om piteraq i Tasiilaq tirsdag
Grønlands politi opfordrer borgere i Tasiilaq til at blive indendørs når piteraq'en rammer byen hårdest i løbet af det næste døgns tid.
DMI varsler, at Tasiilaq kan blive ramt af en piteraq tirsdag den 23. maj 2023. Stormen forventes at ramme om eftermiddagen, og forventes at være aftaget onsdag formiddag. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.
Ifølge DMI ser det værst ud omkring klokken 21 tirsdag aften.
Beredskabet beder borgere i Tasiilaq om at huske at sikre alle løse genstande.
- Hvis borgere føler sig utrygge eller bange i forbindelse med blæsevejret, bedes de søge sammen med andre, inden det blæser op, lyder det fra kommunen.
Bliv indendørs
Grønlands Politi har også sendt et varsel ud til borgerne på Facebook, hvor de opfordrer borgerne i Tasiilaq om at holde sig inden døre, mens piteraq'en står på, så man undgår unødig færden udenfor i perioden, hvor den topper.
Politiet vil også opfordre borgerne i Tasiilaq om at huske at sikre alle løse genstande.
I slutningen af september sidste år, blev byen ramt af en meget voldsom piteraq, der forårsagede skader mange steder i byen og omkring halvtreds borgere blev evakueret under stormen.
Hvis borgere har brug for kommunens eller beredskabets hjælp under stormen, kan beredskabet kontaktes på +299 367789.