Kommune i kraftig opfordring: Stop planer om prøver og brug årskarakterer
Forvaltningsdirektør i Kommuneqarfik Sermersooq ser gerne, at de afsluttende prøver for folkeskoleelever aflyses. Den fremgangsmåde vil stille alle elever lige, siger hun.
Det vil ramme de bogligt svageste elever hårdt i karakterbogen, hvis eleverne kastes ud i afsluttende prøver uden nogen form for forberedelse. Det mener både lokalpolitikere og direktøren for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq, Lone Nukaaraq Møller.
- Der har ikke været den nødvendige tid til at repetere og forberede eleverne til de afsluttende prøver. Derfor opfordrer vi på det kraftigste, at man i stedet bruger årskarakter, som viser elevernes færdigheder som helhed, siger direktør i Kommuneqarfik Sermersooqs forvaltning for børn og skole, siger Lone Nukaaraq Møller.
Samme udmelding kommer fra Siumut i Kommuneqarfik Sermersooq, der kræver, at de afsluttende prøver helt aflyses for i år.
- Hvis de planlagte prøver gennemføres vil de elever, der har brug for ekstra støtte blive ramt i karakterbogen. Det kan ikke forsvares, da der ikke har været nok opsamling af viden den seneste tid, skriver medlem i kommunalbestyrelsen Peter Davidsen (S) i en pressemeddelelse.
Stop uvisheden
Selvom skolerne i resten af landet begynder at åbne igen fra i dag, så holder Nuuks skoler fortsat lukket. En forsigtig åbning af skolerne vil blive drøftet af Naalakkersuisut denne uge, hvis der fortsat ikke er nogen nye tilfælde af coronavirus.
Eleverne i Nuuk er siden midten af marts blevet undervist hjemmefra. Og de planlagte afsluttende prøver, som uddannelsesstyrelsen endnu ikke har taget stilling til, banker så småt på i elevernes bevidtshed.
- Det er meget unfair for eleverne, hvis de skal op til prøverne. De har mistet en måneds forberedelse, siger Lone Nukaaraq Møller til Sermitsiaq.AG.
- Der bør tages stilling nu, så vi kan få en afklaring på situationen. Vi bør stoppe uvisheden, også for elevernes skyld, siger hun.
Snart afklaring
Styrelseschef i uddannelsesstyrelsen, Simon Lennert, oplyser til Sermitsiaq.AG, at arbejdet omkring nød-undervisningen, herunder prøver, har en høj prioritet både for Naalakkersuisut og i departementet for uddannelse.
- Overvejelserne om, hvorvidt der kan og bør afholdes prøver, drøftes med de involverede aktører og er netop ved at blive afklaret, lyder det fra styrelseschef Simon Lennert.