Kommunalpolitiker trækker sig

Kommunalbestyrelsesmedlem for Kattusseqatigiit Partiiat, Abel Karlsen, har netop meddelt, at han trækker sig fra partiet

B-tekst: Kommunalbestyrelsesmedlem i Qaasuitsup Kommunia for Kattusseqatigiit Partiiat, Abel Karlsen, har meddelt at han trækker sig fra partiet. Foto: Aqissiaq Mathiassen
Offentliggjort

Manglende opbakning fra baglandet er ifølge kommunalpolitikeren én af hovedårsagerne til, at han melder sig ud af partiet.

Fiskeskipper Abel Karlsen har siden 2005 været kommunalpolitiker for Kattusseqatigiit Partiiat, hvor han i første omgang var kommunalbestyrelsesmedlem i den daværende Ilulissat Kommune og derefter i Qaasuitsup Kommunia efter kommunesammenlægningen i 2009.

- Jeg skal hermed meddele, at jeg trak mig fra Kattusseqatigiit Partiiat i går, siger Abel Karlsen, der på nuværende tidspunkt ikke har fundet sig et andet parti at melde sig ind i.

- Jeg har endnu ikke fundet mig et andet parti at melde mig ind i og har ikke talt med nogle af de andre partier. Men jeg bliver siddende som kommunalbestyrelsesmedlem resten af valgperioden, siger Abel Karlsen.

Mangler opbakning
Den primære årsag til trækningen er ifølge ham selv manglende opbakning fra baglandet.

- Jeg har i længere tid følt, at jeg manglede opbakning fra partiet. Partiet lever ikke op til deres løfter om, at de vil samarbejde med deres kommunalpolitikere. Qaasuitsup Kommunia er en stor kommune, og der er et omfattende arbejde, at sidde i kommunalbestyrelse heroppe. Derfor er det også nødvendigt at have baglandet med sig, og det har jeg ikke følt, at jeg har haft i de senere par år, forklarer Abel Karlsen, der endnu ikke ved, om han stiller op til næste kommunalvalg.

- Hvis jeg finder et parti som tiltaler mig og melder mig ind i, så kan jeg godt forestille mig at genopstille til næste kommunalvalg, siger han.

Kattusseqatigiit Partiiats lokalafdeling i Ilulissat har efterkommet Abel Karlsens ønske om at trække sig fra partiet.

Powered by Labrador CMS