Kollegier skal bygges i uddannelsesbyer
I 2025 vil der være opført kollegiebyggerier i de fem uddannelsesbyer
16 nye kollegiebygninger skal stå klar i 2025.
Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at kollegierne, skal bygges i Aasiaat, Ilulissat, Nuuk, Qaqortoq og Sisimiut.
- Det svarer til 508 sengepladser. Kollegierne vil bestå af deleværeler, egne værelser og større lejligheder til studerende med børn, fremgår det. Kollegierne bliver bygget i varierende størrelser og typer.
Ny type
Naalakkersuisut introducerer en ny kollegietype, der særligt understøtter unge studerende under 18 år. Her skal de studerende bo to og to på hvert værelse samt have god adgang til fællesfaciliteter, som køkken og vaskeri.
- En fortsat højnelse af uddannelsesniveauet er nødvendig for, at vort land fortsat udvikler sig. Det har i mange år været Naalakkersuisuts og Inatsisartuts udtalte ønske at gøre noget ved manglen på kollegiepladser i hele landet, og jeg er meget tilfreds med, at disse byggerier nu endelig kan gå i gang, siger naalakkersuisoq for uddannelse Ane Lone Bagger (S) blandt andet i pressemeddelelsen.
Det omfattende byggeprojekt starter i år.