Knud Rasmussen er sejlet på et skær
Inspektionsskibet Knud Rasmussen måtte en tur på værft efter det i juli ramte et skær
Inspektionsskibet Knud Rasmussen ramte 20. juli et skær. Det bekræfter Forsvaret Kommunikationssektion Vest. Uheldet skete på strækket mellem Qeqertarsuatsiaat og Paamiut.
- Grundberøringen skete syd for øen Ukiiviit i forbindelse med at Knud Rasmussen var på opgave med at støtte Danmarks Meteorologiske Institut med at servicere vejrstationer på Grønlands Vestkyst. Hændelsen skete i forbindelse med at skibet havde lettet anker og taget deres gummibåd om bord. Under manøvren havde skibet berøring med et skær, skriver leder af Kommunikationssektionen, Lars Skjoldan i et skriftligt svar.
Uheld undersøges
Knud Rasmussen blev beskadiget under påsejlingen. Derfor måtte inspektionsskibet til Danmark for at få udbedret skaderne. Skaderne var dog ikke mere alvorlige end at Knud Rasmussen kunne sejle til Danmark ved egen kraft.
- De andre enheder fra Forsvaret, der er indsat ved Grønland og Færøerne, har løftet opgaverne i de 25 dage Knud Rasmussen har været på værft og i transit til og fra Danmark, siger Lars Skjoldan.
Forsvarets Skibshavarikommission er i øjeblikket i gang med at undersøge årsagen til uheldet, og derfor er det ind til videre begrænser, hvor meget forsvaret kan sige om hændelsen.
Man kan dog fortælle, at området ikke er særlig præcist opmålt.