Knud Mathiassen i hård kritik mod sit tidligere parti
Efter eksklusion fra IA sender Knud Mathiassen nu en svada af kritik ned over sit tidligere parti. Han mener, de har givet ham mundkurv på og holdt ham fra at efterleve sine valgløfter. IA afviser påstandene.
Knap er døren til Inuit Ataqatigiit partigange lukket bag Knud Mathiassen, før det tidligere medlem af partiet kommer med beskyldninger om mundkurv og manglende samarbejdsvillighed internt i partiet.
I et opslag på sin egen Facebook kritiserer Knud Mathiassen sit tidligere parti med påstanden om, at partiet har sat mundkurv på ham, og at partiet ikke er tro mod sine landsfrænder.
- Når du er så uenig med partiets værdier, hvorfor var du så medlem i første omgang?
- Jeg blev ellers medlem af Inuit Ataqatigiit fordi partiets politik og dets værdier tiltalte mig. Deres politik om, at de vil arbejde for Grønland og grønlandsk kultur, deriblandt fiskere og fangere, er noget jeg altid har brændt for. Nu mener jeg, at partiet er gået væk fra sin politik, siger Knud Mathiassen til Sermitsiaq.AG.
I skammekrogen
Knud Mathiassen skal for retten, og hans immunitet er derfor blevet ophævet under Inatsisartuts første dag under forårssamlingen. Det er efter denne hændelse af IA har valgt at ekskludere Knud Mathiassen.
Hovedpersonen selv vil endnu ikke komme ind på, hvad han er tiltalt for. IA har ekskluderet Knud Mathiassen efter henvendelser fra en lokalafdelingen Tasiilami Inuit Ataqatigiit (TIA), med begrundelsen om, at et medlem kan ekskluderes, hvis medlemmet handler i strid med partiets vedtægter og målsætninger.
- Jeg erkender, at jeg har brugt en hård tone under gruppemøder i IA. Det gjorde jeg fordi jeg mente, at partiet gik imod sin egen politik i forhold til fangere og fiskere, siger han.
Afviser pres fra hovedkontoret
I et Facebookopslag påpeger Knud Mathiassen også, at partiet kører ekstremt hierarkisk, og at lokalafdelingen Tasiilami Inuit Ataqatigiit (TIA) har valgt at ekskludere deres medlem efter pres fra hovedkontoret i Nuuk. Det afviser TIA i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.
- Vi skal fra Tasiilami Inuit Ataqatigiit (TIA) understrege, at Knud Mathiessens påstand om, at vi fra en ordre fra partiets hovedkontor har ekskluderet Knud Mathissen fra IA ikke er korrekt. Det er en beslutning og et ønske som vi i TIA har taget internt, skriver TIA i en kommentar til Sermitsiaq.AG.
TIA ønsker ikke at uddybe årsagen til eksklusionen gennem pressen, da disse allerede er meddelt til hovedpersonen.