Klimastrejke i Kangerlussuaq
Elever fra skolen i Kangerlussuaq kritiserer de grønlandske politikeres manglende indsats for klimaet
Eleverne fra Qinnguata Atuarfia i Kangerlussuaq gik i går på gaden for at kræve handling på klimaområdet.
Demonstrationen kommer forlængelse af de omfattende klimademonstrationer sidste fredag, hvor flere millioner unge fra 150 lande gik på gaden. FN holder denne uge topmøde og hele ugen er blevet erklæret for klima-strejke uge.
Eleverne deltog i demonstrationen, fordi de for tiden har temauger om FN's verdensmål samt fordi det handler om deres egen fremtid.
- Vi bor så tæt på indlandsisen og har i år oplevet en ekstrem afsmeltning, skriver skoleinspektør Jens Borch Scharnberg om baggrunden for demonstrationen i går.
Om, formiddagen lavede eleverne selv slogans såsom: "Keep it clean keep it green" og "Klimaretfærdighed nu". Klokken 12 gik hele skolen til lufthavnen, hvor elverne viste deres utilfredshed med Grønlands manglende indsats for at forbedre miljøet.
- Vi råbte også i lufthavnen "klimasvin, er til grin" og Magnus en elev i 4. kl. anførte i "hvad vil vi ha' - klimaforandringer. hvornår: NU".
- En fantastisk dag hvor eleverne fik vist deres utilfredshed og med et håb om at politikerne i Grønland vil gøre mere for ungdommen og klimaet, lyder beskrivelsen fra skoleinspektøren.
I dag, fredag er der igen klimastrejker over hele verden; men denne gang er det de voksnes tur til at gå på gaden.