Klimaalarm i Arktis

400 forskere vil i denne uge gøre status over den foruroligende udvikling i nord, hvor klimaforandringerne er størst

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

At kystlinjen i Arktis er under stærkt pres, er en af de nye forskermeldinger, skriver Information i dag.

Kystlinjen i de arktiske områder trækker sig tilbage med gennemsnitligt en halv meter om året - men nogle steder med mere end otte meter - som følge af forstærket erosion af de arktiske kyster, oplyser dagbladet Information i dag.

Den globale opvarmning og de ledsagende klimaforandringer menes at være hovedårsag til den foruroligende udvikling, der foruden naturområder truer inuitsamfunds landsbyer og anden infrastruktur.

Det fremgår af en ny rapport, State of the Arctic Coast 2010, som i dag offentliggøres, når over 400 internationale forskere samles i København til konference om miljø- og klimatilstanden i Arktis.

Det Arktiske Råds arbejdsgruppe om miljø, AMAP, arrangerer konferencen med bistand fra Københavns og Aarhus' universiteter. Forskerne skal diskutere to nye rapporter, der efter konferencen i København skal overdrages til politikerne i Arktisk Råd den 12. maj i Nuuk.
AMAP har i samarbejde med bl.a. International Arctic Science Committee udarbejdet rapporten om den tiltagende kysterosion i Arktis.

Den beskriver, hvordan en kombination af mindre isdække på havet, kraftigere vinde og bølger, stigning i havenes vandstand samt smeltning af permafrost som følge af opvarmningen gør de arktiske kyster stadig mere sårbare og udsatte, oplyser Information.

Formand for den grønne tænketank ConcitoMartin Lidegaard er i følge Information bekymret over de nye meldinger fra forskerne.

- Det her er rød alarm. Det er en svimlende erkendelse, at denne udvikling er menneskeskabt. Vi er uhyggeligt nær point of no return, siger Lidegaard, der i følge Information kritiserer Folketingets partier for at være tavse om klimaet i valgkampen.

Powered by Labrador CMS