Naleraq har nogle bemærkninger til forslaget til nyt Naalakkersuisut:
- Der er sket store ændringer over den seneste tid. For nyligt gik man med mundbind. Nu er det som om, man har bind for øjnene og nægter at se hele samfundet, siger ordfører Jens Napãtôk’.
Jens Napatok taler længe om forholdene i samfundet, som han ikke synes, er i orden.
Så Naleraq kan ikke være med til at stemme vedrørende de nye Naalakkersuisut-medlemmer. Naleraq afstår fra at stemme igen.
Siumut vil heller ikke godkende
Heller ikke Siumut vil stemme for.
- Naalakkersuisut kommer ikke til at mangle opgaver. Det er lidt forbavsende og mærkeligt, at man har indstillet Naalakkersuisut medlemmer, der sender jobansøgninger eller har planer om at rejse til Danmark, siger Erik Jensen.
Erik Jensen taler formentlig om Anna Wangenheim, som søgte valg til Folketinget.
Udmeldingen får IA's Pipaluk Lynge til at reagere. Hun spørger, om Siumut er imod, at man stiller op til valg.
- Vi fra Siumut beskytter de forskellige rettigheder. For os er det mærkeligt, at en naalakkersuisoq søger nye muligheder, siger Erik Jensen.
Wangenheim beder selv om ordet
Formand Kim Kielsen blander sig og slår fast, at der skal debatteres nye medlemmer af Naalakkersuisut, ikke valget til Folketinget.
Debatten og dermed valget af det nye Naalakkersuisut trækker ud. Erik Jensen fastholder sin kritik af, at medlemmer af Naalakkersuisut valgte at stille op til folketingsvalget.
Anna Wangenheim beder om ordet, og hun siger, at der lå store overvejelser bag, før hun valgte at stille op til valget.
Hun siger, at hun har været 100 procent til stede i sit job som naalakkersuisoq.