Kate fra Ukraine: Grønland emmer af ro
For modefotografen Kate Velvia fra Kyiv har det været en lise at opleve Grønland, selv om det er svært at slippe for tankerne om krigssituationen i hendes hjemland
- Jeg sagde til min mand, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været så rolig, som jeg er her. Kate (Kateryna) Velvia møder avisen AG en dag i maj, et par uger efter det kom frem, at Grønlands første og hidtil eneste flygtning, Ivan Dumanov, var omkommet i krigen i Ukraine.
Kate Velvia er en yngre kvinde, født i 1983 og opvokset i Kyiv. Hendes mands arbejde som Airbus helikopterspecialist har bragt hende til Grønland og givet hende to uger som turist i Nuuk, mens hendes franske mand i dagtimerne arbejder hos Air Greenland, hvor han assisterer flymekanikerne med selskabets nye Airbus-helikoptere. Hun bor i dag i Frankrig.
En venlig befolkning
Med krigen i fædrelandet glæder Kate Velvia sig over at befinde sig et sted som fredelige Grønland, hvis natur overvælder de fleste.
For Kate som fotograf er det dog også menneskene, hun ser.
Og hun mener at kunne spore en mangel på aggression her i landet:
- Man føler ikke aggression her. Alle står og venter tålmodigt i køen i butikker. Det er ikke kun høflighed, føler jeg.
På sine gåture rundt i Nuuk har hun mødt og observeret byens børn.
- Jeg ser børn på legepladser her, der leger uskyldige lege. Sådan tolker jeg deres kropssprog.
Ifølge Kate Velvia er en af konsekvenserne af at have været en tidligere sovjetrepublik, at folk opfatter venlighed som en svaghed. Et karaktertræk der især går igen hos den ældre generation. Måske derfor er hun opmærksom på folks imødekommenhed her i landet:
- Det jeg elsker i Grønland er at folk er venlige, søde og er ikke bange for at være det. Det er ikke en svaghed. Det er en styrke.
Læs hele historien om Kate Velvia i denne uges AG. Få adgang her: