Karrieremesse i Danmark - IT-virksomhed er med for første gang
Den årlige karrieremesse i København og Aarhus åbner dørene 28.-29. marts 2026 for studerende og andre, der er interesseret i at arbejde i Grønland. Blandt de deltagende virksomheder er Inu:it
Den Grønlandske Repræsentation står igen i år bag karrieremessen, der henvender sig til grønlandske studerende og andre, der har lyst til at arbejde i Grønland. I år foregår messen både i Aarhus og København med deltagelse af en lang række grønlandske virksomheder.Foto: Grønlands Repræsentation
Den årlige
karrieremesse i Danmark, som arrangeres af Den Grønlandske Repræsentation, løber af
stablen den 28.-29. marts 2026.
Her vil grønlandske studerende i Danmark og
andre med interesse for at arbejde i Grønland blive mødt af virksomheder og
organisationer, der kan fortælle om mulighederne i det grønlandske erhvervsliv.
Aarhus og København
I år er
karrieremessen i København tilbage på Nordatlantens Brygge, hvor
Repræsentationen også holder til.
I Aarhus bliver messen afholdt i Aarhussalen
tæt ved Aarhus Banegård.
Eftermiddage reserveret til grønlandske studerende
Begge dage
åbner messen for folk med alle slags baggrund i tidsrummet fra 9 til 12, hvor
der vil være stande med deltagelse af grønlandske firmaer og
organisationer både offentlige og private. Eftermiddagen er reserveret til
grønlandske studerende, deres partnere, familie og studiekammerater indtil klokken 17.
– Ved
eftermiddagsarrangementet byder vi de grønlandske studerende velkommen,
hvorefter standene åbner. Kort tid derefter har vi en runde med 'speed-pitch'
for hver stand, hvor de får mikrofonen i 60 sekunder til at præsentere
karrieremuligheder, personalegoder mv, siger Mads Lumholt, der er ansvarlig for karrieremesse, kursus og events på Repræsentationen og fortsætter:
- Og dertil vil der i et tilstødende lokale være en række relevante oplæg. Før afslutningen, der indbefatter lækker
traditionel grønlandsk fiskesuppe, vil DJ Aviaja optræde, siger Mads Lumholt og
tilføjer, at det også er værd at nævne, at der under karrieremessen trækkes lod
om et hav af præmier blandt andet en MacBook Pro hver af de to dage.
– Vi ønsker at vise de studerende, at der er mulighed for at få arbejde i Grønland, men også at man imens man er på skole kan have en tilknytning til Grønland via sin arbejdsplads
Morten Kronvold Lykke Olsen, direktør Inu:it
På nuværende
tidspunkt har Air Greenland, EMJ-Atcon Greenland, Greenland Airports, Greenland
Business School, Inuit:it, Inussuk, KNB Brugseni, Kommuneqarfik Sermersooq,
NunaGreen, Peqqik – det grønlandske sundhedsvæsen, Permagreen, Polar Seafood,
Royal Greenland og Tusass tilmeldt sig med stande.
Det er første gang at Inu:it deltager på karrieremessen i Danmark. Virksomheden ser gerne at flere unge tager en uddannelse inden for ITFoto: Inu:it
IT-virksomhed deltager for første gang
For IT-virksomheden
Inu:it, der har afdelinger i både Grønland og Danmark, er det første gang at de
deltager i karrieremessen i Danmark.
KARRIEREMESSE 2026
Den grønlandske
karrieremesse 2026 arrangeres af Den Grønlandske Repræsentation i Danmark. Messen foregår på Nordatlantens Brygge i København lørdag den 28. marts og i Aarhussalen ved Aarhus Banegård den 29. marts.
Begge dage er der åbent fra 9-12 for alle interesserede og fra 12.30-17.00 er messen reserveret grønlandske studerende i Danmark.
– Vi ønsker at vise de studerende, at der er mulighed for at få arbejde i
Grønland, men også at man imens man er på skole kan have en tilknytning til
Grønland via sin arbejdsplads. I de senere år har vi haft flere
studentermedhjælpere hvoraf nogle har været studerende i Danmark, der går på
andre uddannelser, end det vi lige arbejder med.
– Deres
uddannelser var dog inden for et felt, vi havde brug for kompetencer til og
dermed opstod der en synergi. Vi deltager med ansatte fra både Grønland og
Danmark for at vise de studerende den side af vores virksomhed, siger direktør
Morten
Kronvold Lykke Olsen og tilføjer:
– Det ville
være dejligt hvis vi kan få fat i unge grønlændere, der vil tage en uddannelse
inden for IT og vi så kan tilbyde dem en læreplads, hvor vi kan støtte dem både
under skoleophold i Danmark men også tilbyde dem at komme til Grønland ifm.
deres praktik.
Der er
arrangeret gratis bustransport fra Odense-København samt Aalborg-Aarhus. Derudover kan grønlandske studerende få
refunderet en DSB Orange billet, hvis man kommer fra andre steder end KBH,
Odense, Aarhus og Aalborg.