kommunedeling
K. Jeremiassen: Storkommunen er gået i stå
Siumutter i Qaasuitsup Kommunia kan ikke se andre muligheder end ny kommunedeling for at forbedre levevilkår
Medlem af kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia for Siumut Kristian Jeremiassen er direkte uenig med sin partikammerat og borgmester Ole Dorph i debatten om ny kommunedeling. Ole Dorph ser forbedringer, mens Kristian Jeremiassen mener, at kommunen er gået i stå.
Se: Stort galleri fra valgåbningen: Vi ved alt for lidt
Læs: Borgmester: Giv storkommunen en chance
Kristian Jeremiassen stemmer således 'ja' ved tirsdagens vejledende folkeafstemning om deling af Qaasuitsup Kommunia. Han mener, Qaasuitsup Kommunia er for stor med otte byer og 31 bygder.
Dårlig løsning
- Vi kan allerede nu se, at den nuværende kommunestørrelse ikke er den rette løsning. Man kan ikke indføre udligning af levevilkår i en så stor kommune og med så store forskelle på de lokale betingelser, siger Kristian Jeremiassen til Sermitsiaq.AG.
Qaasuitsup Kommunia er ramt af høj ledighed. Kristian Jeremiassen henviser til, at der i 2009 blev brugt 243 millioner kroner til sociale ydelser. Nu er der bevilget 418 millioner kroner til sociale ydelser i 2014.
- Vi kan styrke nærdemokratiet, hvis vi deler Qaasuitsup kommunia. Vi kan også opnå bedre og hurtigere borgerservice. Kommunen vil også rykke tættere på befolkningen, siger Kristian Jeremiassen.
Har sparet og sparet
Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia har også diskuteret besparelser for at få budgettet til at hænge sammen.
- Vi har brugt sidste valgperiode på at finde besparelser efter besparelser. Nu laver den nye kommunalbestyrelse nøjagtig det samme, og det holder ikke i længden, fremhæver Kristian Jeremiassen.
Den vejledende folkeafstemning slutter klokken 20.00 tirsdag aften. Det er kun Inatsisartut, der i sidste ende kan ændre kommunedelingen efter indstilling fra Naalakkersuisut.
Læs artikler om kommunedeling her