Johnson i afskedstale: Truss vil få os gennem krisen

Efter afsked tager Boris Johnson op til dronning Elizabeth i Skotland for at indgive sin afskedsbegæring.

Offentliggjort

Storbritanniens afgående premierminister, Boris Johnson, holdt tirsdag morgen sin sidste tale som premierminister foran Downing Street.

I talen opregnede han de resultater, som hans konservative regering har fået gennemført, mens den har skullet klare brexit-krisen og pandemien.

- Dette er en hård tid for vores økonomi, men vi vil klare os gennem denne krise, sagde han i den korte tale,. I talen lovede han at støtte den nye regering.

- Liz Truss vil gøre alt for at få folk gennem krisen, sagde han.

Boris Johnson understregede, at hele det konservative parti bør bakke den nye leder op.

Dronningen holder sommerferie

Johnson sagde med henvisning til den skotske uafhængighedsbevægelse, at "de, der vil opløse vort land, vil ikke få deres forehavende igennem".

Efter afskedstalen tager Johnson op til slottet Balmoral i det nordøstlige Skotland for at overrække sin afskedsbegæring til den 96-årige dronning Elizabeth.

Johnson ventes at ankomme til Balmoral midt på dagen. Den 47-årige Liz Truss ventes hos dronningen kort efter.

Normalt sker et magtskifte på Buckingham Palace i det centrale London, hvor den afgående og den kommende premierminister foretager hurtige besøg hos dronningen.

Den aldrende monark har dog ikke ønsket at afbryde sit sommerophold på Balmoral for to korte ceremonier i hovedstaden.

Ikke den store opbakning hos befolkningen

Dronningen vil på et 30 minutter langt møde med Truss bede den nye konservative leder om at danne en regering.

Truss blev mandag kåret som nu konservativ leder og afløser for Johnson efter at have vundet en urafstemning blandt de anslåede 200.000 medlemmer af hendes parti.

Hun vandt afstemningen over den tidligere finansminister Rishi Sunak efter en lang og opsplittende intern valgkamp i partiet.

Truss ventes tirsdag eftermiddag at holde sin første tale som premierminister uden for Downing Street 10, hvis vejret tillader det.

Truss har sagt, at hun ikke vil udskrive valg før i 2024, hvor hendes embedsperiode udløber.

En måling foretaget af YouGov blandt 2488 vælgere viser tirsdag, at kun 14 procent af befolkningen venter, at Truss kan gøre det bedre i Downing Street end Boris Johnson.

27 procent venter, at hun vil gøre det dårligere end manden, som hun afløser som premierminister.

Powered by Labrador CMS