Jess G. om Siumut: Politikere 'uden nosser'

Formanden for lønmodtagerorganisation SIK, Jess G. Berthelsen, har svært ved at forstå Siumut, som varsler udsættelse af høringerne om Kuannersuit-projektet.

Jess G. Berthelsen, formand, SIK
SIK-formanden Jess G. Berthelsen langer ud efter Siumut, som varsler udsættelse af høringerne om Kuannersuit-projektet.
Offentliggjort

Jess G. Berthelsen er forundret over, hvorfor Siumut vil udsætte høringen af det omstridte mineprojekt ved Narsaq.

- Politikere uden nosser, indleder SIK-formanden sin pressemeddelelse.

SIK: Minen vil gavne landet

Ifølge Jess G. Berthelsen er det manglende arbejdspladser, der er skyld i færre indbyggere i Narsaq.

- Derfor mener SIK, at det er bydende nødvendigt at skabe arbejdspladser i Narsaq. Den nye arbejdsplads, som vil kunne blive etableret i forbindelse med Kuannersuit-projektet, vil jo ikke kun gavne beskæftigelsen i Narsaq, men den vil være til gavn for beskæftigelsen og økonomien i hele landet. Ledigheden er jo stor mange steder i Grønland, fremhæver han.

Kritik også mod IA

I den seneste tid har der været flere kritiske udmeldinger om de planlagte borgermøder om Kuannersuit-projektet - også fra Siumut-politikere. Og i dag er det hele Siumuts hovedbestyrelse, der til KNR siger, at de vil have udsat borgermøderne.

SIK-formanden mener, at landets største parti, bliver nødt til at se i øjnene, at Inuit Ataqatigiit aldrig vil komme til at synes, at en oplysningskampagne er tilstrækkelig.

- Inuit Ataqatigiit har låst sig fast i sin nultolerance i forbindelse med udnyttelse af mineraler, der eventuelt indeholder lidt uran. Det vil sige, at selvom der gennemføres 100 informationskampagner, så vil partiet kræve endnu flere informationskampagner, siger han og fortsætter:

- Ved man forresten, hvor stor en del af befolkningen i Narsaq, der er imod mineprojektet? Hvem siger, at et andet sted i Sydgrønland, hvor der er mulighed for minedrift, Killavaat, er helt fri for uran?, spørger SIK-formanden Jess G. Berthelsen.

Powered by Labrador CMS