Jens-Frederik Nielsen holder pressemøde klokken 14

I går meddelte Donald Trump, at der er udviklet en ramme for en fremtidig aftale omkring Grønland. Dog indkaldte Naalakkersuisut til pressemøde inden denne udmelding. 

Jens-Frederik Nielsen holder pressemøde for den internationale presse. (Arkivfoto)
Offentliggjort

I eftermiddag klokken 14 vil formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), holde pressemøde for den internationale presse.

Pressemødet bliver i Katuaq i Nuuk.

Formentligt vil de nyeste udmeldinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump, komme til at fylde. Efter et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, i går sagde Trump, at der er udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.

Hvad aftalen reelt indeholder, ved vi ikke endnu. 

Trump har i Davos været meget uklar om konkret indhold, men han har blandt andet udtalt, at aftalen "giver os alt, hvad vi vil have. Inklusiv national og international sikkerhed."

Statsminister: Kun Danmark og Grønland kan tage beslutninger

Donald Trump har fortalt, at der er forhandlinger i gang om "total adgang" til Grønland. Dog har USA allerede ret vide rammer for sin tilstedeværelse i Grønland. 

Statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) har sagt, at der ikke er blevet forhandlet om Danmark og Grønlands suverænitet. Hun har ikke været med på mødet, men har været i løbende kontakt med Mark Rutte. Hun fastslår, at det kun er Danmark og Grønland, som vil kunne tage beslutninger vedrørende Grønland og Danmark. 

Dog indkaldte Jens-Frederik Nielsen til pressemødet, inden denne udmelding fra Donald Trump kom ud.

Fredag holder Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget møde klokken 05.00 grønlandsk tid, hvor emnet er "kongerigets forhold til USA."

Powered by Labrador CMS