Jagten på Nordpolen er i gang

Søopmålingen, Farvandsvæsenet og DTU-space har været i det Arktiske Ocean nord for Canada og Grønland for at indsamle de første beviser på, at Danmark har krav på Nordpolen.

Foto: Polfoto
Offentliggjort

I foråret har fire personer tilbragt seks uger på havisen for at måle havdybden for at kunne bevise Grønlands ret til at udvide sin territorialgrænse efter nye FN-regler. Det skriver forsvaret.dk

- Området er stort set aldrig så isfrit, at man kan sejle rundt i det. Og vi er nødt til at komme fysisk ud for at måle dybden. Vi kan ikke i det her tilfælde sætte vores lid til satellitter og fly, der flyver henover området for at indsamle data, fortæller kaptajnløjtnant Uni Bull fra Søopmålingen, der deltog i ekspeditionen.

FN-reglerne foreskriver, at et lands grænse kan gå længere ud end de nuværende 200 sømil. Dybden er afgørende for, hvor langt man kan udvide territorialgrænsen. Området er svært tilgængeligt og kan kun nås til fods eller med helikopter. ekspeditionen slap dog for at skulle gå derud og kunne i øvrigt også nyde godt af Canadas gode lejrudstyr med blandt andet fast isoleret teltgulv og elektricitet.

For selv om kampen om retten til ingenmandshavet står mellem Canada og Danmark, har begge nationer en interesse i at samarbejde i dette tilfælde. Nord for Hans Ø er der nemlig en ryg under havets overflade, som kan sikre begge lande videre grænser.

- Hvis det viser sig, at ryggen hænger sammen med den nordamerikanske flade, er det faktisk ligegyldigt, om den hænger sammen med Canada eller med Grønland eller begge dele. Canada har interesse i den ene side af ryggen, og Danmark har interesse i den anden side. Det er underordnet, om det er os eller dem, der beviser det, forklarer Uni Bull.

I august vil der blive foretaget endnu en ekspedition længere nord på. Danmark skal gøre krav på området overfor FN senest i 2013. Canada skal indsende sit krav i 2012. Rusland har allerede gjort det, men er blevet afvist, mens USA endnu ikke har ratificeret reglerne.

Powered by Labrador CMS