turisme
Iværksætter: Oplevelser for turister i Grønland må brandes
5.000 sæder med lokal start fra Ilulissat, Kangerlussuaq, Nuuk, Narsarsuaq og Tasiilaq er sat til salg online
Oplev en helikoptertur mellem isbjerge op langs Isfjorden ved Ilulissat og en landing tæt på indlandsisens udmunding eller en ekspeditionshelikoptertur ved Sermilik-fjorden ved Tasiilaq.
Det tilbyder hjemmesiden Heliarctic.dk, som torsdag blev lanceret.
5.000 sæder med lokal start fra Ilulissat, Kangerlussuaq, Nuuk, Narsarsuaq og Tasiilaq er sat til salg online.
- Vi må kunne udbyde flere oplevelser til turisterne i Grønland. Og turisterne må kunne booke oplevelserne fra deres eget hjemland, ikke kun helikopterture, men måske også hundeslædeture, vandreture og sejlture, siger iværksætter og helikopterpilot Martin Kristensen til Sermitsiaq.AG.
Heliarctic.dk er i gang med at etablere et samarbejde med rejsebureauer i Grønland og har allerede et samarbejde med Visit Greenland, hvor turistrådet vil viderebringe bookingshjemmesiden til turisterne.
Oplevelsesrige helikopterture
Ideen til hjemmesiden opstod allerede for tre år siden under uddannelsen som pilot, hvor Martin Kristensen og andre pilotelever opholdte sig på Hawaii.
- Der fløj turisthelikoptere hen over hovedet på os hele tiden, hvor ideen 'Vi må kunne arrangere lignende helikopterture til turisterne i Grønland' opstod, husker Martin Kristensen.
Han mener, at en helikoptertur i Grønland er en særlig oplevelse.
- Grønlands indlandsis og den enorme uberørte natur er en stor oplevelse at flyve hen over. Det er en fantastisk og overvældende oplevelse på niveau med en helikoptertur i Grand Canyon i Arizona, siger Martin Kristensen.
Heliarctic.dk arbejder sammen med flyselskabet Air Greenland, der har helikoptere til rådighed i Ilulissat, Kangerlussuaq og Nuuk, BackBone Aviation i Tasiilaq samt Greenland Copter i Narsarsuaq.