Stednavnenævn:
Inuit dur ikke
Vi kan være stolte af at hedde Kalaallit Nunaat, mener Stednavnenævnet.
Der er ingen grund til at tage navneforandring. Kalaallit Nunaat er et godt navn.
Det fastslår Stednavnenævnet, der har taget navneforandringen op som emne efter debatten i år, der blandt andet er ført i Inatsisartut og her på Sermitsiaq.AG.
- Stednavnenævnet drøftede forslaget gennem længere tid, og fastslog til sidst at man burde vedblive at bruge betegnelsen Kalaallit Nunaat, oplyser Kirstine Olsen, formand Stednavnenævnet i en henvendelse.
Læs også: Landets favoritnavn er fundet
Grunden til at navneændringen drøftes er, at der med nedsættelse af en forfatningskommission er lagt op til, at landets navn en gang for alle fastlægges i den kommende forfatning.
- Spørgsmålet om landets navn er et emne, der fra tid til anden dukker op i debatter, hvor det foreslåede alternativ er Inuit Nunaat, fremgår det af redegørelsen. Samme navn er foreslået af Inatsisartutmedlem Nikolaj Jeremiassen fra Siumut.
Inuit er ikke velegnet
Men det navn bør man helt slå ud af hovedet, mener stednavnenævnet.
- Stednavnenævnet er af den opfattelse, at når man anvender betegnelsen Inuit Nunaat associeres dette til de lande, som Inuitfolket bebor fra Grønland til Sibirien. Det anvendes derfor som en fællesbetegnelse, hvilket gør, at man foretrækker at bibeholde det nuværende officielle navn for landet, anfører Stednavnenævnets formand.
Bliver brugt i udlandet
Til gengæld, viser det sig, er Kalaallit Nunaat et meget velvalgt navn, også af historiske grunde.
- Vor nuværende etniske betegnelse er kalaaleq, i modsætning til vore stammefrænder, hvis etniske betegnelse er inuit. Desuden forklarede nævnsmedlem Jens Danielsen fra Avanersuaq, at selvom man lokalt kalder sig inuk, som er ental af flertalsformen inuit, anvendes kalaaleq, som er ental af flertalsformen kalaallit, når man f.eks. rejser i udlandet, fremgår det af Stednavnenævnets referat.
Nævnet håber dermed, at debatten kan lukkes, og at der opstår større espekt om det nuværende navn.
- Stednavnenævnet bemærker, at man endnu med stolthed betegner sig selv som kalaaleq (grønlænder), og at man derfor burde vedblive at anvende denne betegnelse, noterer Kirstine Olsen fra nævnet.
Læs også: Hvad skal Mor Grønland hedde?
Her på Sermitsiaq.AG spurgte vi læserne, hvilket navn, de foretrækker. Over 1000 deltog i afstemningen og flertallet, over halvdelen af de medvirkende, var helt enige med Stednavnenævnet; Kalaallit Nunaat er det bedste navn.