Inuili-elev måtte droppe sin uddannelse på grund af udslæt
Ungaaq Lundblad måtte stoppe med at tage sin kokke-uddannelse i Narsaq, da hun mener, at hun ikke kunne tåle at opholde sig på kollegieværelset. Ledelsen afventer svar på undersøgelse af indeklimaet på kollegiet.
Lørdag den 25. februar tog 28-årige Ungaaq Lundblad hjem til sin hjemby Nanortalik fra Narsaq, da hun ikke kunne tåle at være i Inuilis kollegieværelse i Narsaq.
Hun gik ellers i gang med sin drømmeuddannelse som kok på levnedsmiddelskolen i slutningen af januar.
- Jeg fik det dårligt og fik ubehag, når jeg var inde på mit kollegieværelse. Jeg har tidligere haft en arbejdsplads, der havde dårlig indeklima, hvor jeg fik udslæt. Mens jeg boede i kollegiet i Narsaq fik jeg kløe og senerehen udslæt, fortæller hun til Sermitsiaq.AG.
Ingen svar
Derfor henvendte Ungaaq Lundblad sig til ledelsen i Inuili.
- Her blev jeg spurgt, om jeg havde gjort rent i kollegiet, og om jeg havde vasket mit værelse. Jeg blev også bedt om at tage til lægen, så jeg kunne få en lægeerklæring. Men her kunne lægen ikke gøre så meget end at bede mig om at skrive til ledelsen til skolen, at der bør ske en undersøgelse af værelserne. Jeg har sammen med mine medstuderende skrevet et brev til ledelsen om vores situation på kollegiet, men nu tre uger efter har vi ikke fået et svar endnu, fortæller Ungaaq Lundblad.
På grund af sit helbred besluttede hun derfor at droppe sin uddannelse.
- Jeg står nu i en situation, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre. Det er som om, at ledelsen på Inuili ikke tror på vores situation med hensyn til vores helbred. Jeg vil ikke risikere at få en kronisk sygdom, derfor besluttede jeg at forlade uddannelsen, siger hun.
Børn fik udslæt
Nu er Ungaaq Lundblad tilbage i sin hjemby, og nu er kløen og udslættet væk.
Hans-Jørgen Kleist er under uddannelse som bager, og har skolepraktik på levnedsmiddelskolen, hvor han har sine to børn med. De har ligeledes fået udslæt.
- Jeg har sammen med mine børn boet på kollegiet siden sidste år, hvor vi alle er udsat for kløen og udslæt, og det har specielt ramt mine børn. Men jeg vil ikke stoppe min uddannelse på grund af det, siger han.
Sundhedsfaglig undersøgelse
Levnedsmiddelskolens uddannelseschef Jacob Zederkof bekræfter, at en studerende har valgt at forlade skolen på grund af klager over kollegieværelset.
- Vi forholder os naturligvis meget seriøst til klager og til vores elevers helbred og trivsel her på Inuili. Når vi modtager klager, reagerer og handler vi på dem. Det er korrekt, at vi desværre har måttet tage afsked med en elev, der har et udefineret udslæt på sin krop, skriver han til Sermitsiaq.AG.
Jacob Zederkof siger, at Inuili har haft dialog med den pågældende elev omkring sagen.
- Vi har henvist eleven til lægen, som eleven har søgt. Lægen har efter elevens udsagn ikke kunnet diagnosticere elevens udslæt, ej heller sætte elevens udslæt i forbindelse med Inuili’s kollegier. Med hensyn til andres henvendelse i samme sag har vi, som vi altid gør, haft dialog og henvist til lægen for en sundhedsfaglig undersøgelse. I den konkrete sag er det kun omtalte elev, der har valgt at opsøge læge, oplyser han.
Ingen skimmelsvamp
- På baggrund af omtalte sag har vi desuden fået professionelle til at tage prøver af indeklimaet på vores kollegier, hvor vi afventer endeligt svar. Dertil har vi bestilt et eksternt rengøringsbureau til at udføre en gennemgribende rengøring og desinficering af kollegieværelserne – udført i mandags. Dette har ikke givet anledning til at konstatere, at der skulle være skimmelsvamp på Inuili’s kollegier, lyder det fra Inuilis uddannelseschef.