Indhandlingen af torsk i stort fald
Indhandlingen af torsk er faldet med 39 procent i årets første syv måneder. Det skyldes hovedsageligt, at der ikke indhandles fra torskefiskeriet i Østgrønland, oplyser Naturinstituttet.
Årets indhandling af torsk går særdeles sløjt ifølge tal fra Grønlands Statistik.
Statistikkontorets opgørelse viser, at indhandlingen af torsk er faldet med ikke mindre end 39 procent i årets første syv måneder.
Som det fremgår af nedenstående grafik er indhandlingen af rejer også dalet men ikke nær så markant. Hellefisk er steget en smule.
Grønlands Naturinstitut har kigget nærmere på tallene, og instituttet oplyser, at nedgangen i torskeindhandlingerne hovedsagligt skyldes, at der ikke indhandles torsk fra det udenskærs fiskeri i Østgrønland som i 2021.
Forarbejdes på skibene
I stedet for at indhandle torsken, der fanges i Østgrønland, bliver fiskene forarbejdet på skibe.
I Vestgrønland ser indhandlingerne nemlig ud til at være på niveau med sidste år:
I månederne til om med august blev der indhandlet ca. 10.000 tons i 2021, mens dette ligger på ca. 9.300 tons i 2022, oplyser Anja Retzel, der er forsker ved Naturinstituttet.