Indhandling af rejer og hellefisk stiger
I de første tre måneder af året er indhandlingen af rejer og hellefisk steget, mens indhandlingen af torsk ligger stabilt i forhold til samme periode sidste år.
Det ser godt ud for indhandlingen af hellefisk og rejer, viser en opgørelse, som Grønlands Statistik i dag kan præsentere.
I løbet af årets tre første måneder er indhandlingen af rejer og hellefisk steget i forhold til samme periode sidste år.
Det drejer sig konkret om 527 tons flere rejer og 218 tons flere hellefisk. (Se grafen nedenfor.)
Indhandlingen af torsk er stort set den samme for perioden. Her er der blevet indhandlet 23 tons færre torsk i løbet af årets tre første måneder i forhold til samme periode sidste år.
Helle Sigstad, afdelingschef for afdelingen for fisk og skaldyr på Grønlands Naturinstitut, har tidligere udtalt, at den nuværende forvaltning af indenskærsfiskeriet efter torsk ikke er på niveau med den biologiske rådgivning, og hvad fiskeriet har kunnet fange de seneste år.
Der er blevet indhandlet lige knap 15.438 tons kystnære torsk i 2022, hvilket er 19.184 færre tons end i 2016.