Inatsisartut behandler 84 punkter til efterårssamlingen
Efterårssamlingen står for døren. Fra 23. september til den 24. november skal Inatsisartut behandle i alt 84 punkter, indsendt af både Inatsisartut og Naalakkersuisut.
Inatsisartut skal samles til efterårssamlingen fredag den 23. september klokken 11.00. Onsdag eftermiddag er dagsordenen for efterårssamlingen offentliggjort på Inatsisartuts hjemmeside.
Efterårssamlingen er planlagt til at vare fra den 23. september frem til og med den 24. november, oplyser Inatsisartut i en pressemeddelelse.
Her skal Inatsisartut behandle i alt 53 punkter fremsendt af medlemmer i Inatsisartut og i alt 31 nye punkter fra Naalakkersuisut.
Inatsisartuts formandskab meddeler, at der vil være tre ugentlige mødedage i tidsrummet klokken 10-17.00, tirsdag, onsdag og torsdag.
En enkelt uge vil der være fire mødedage, mens en uge vil være med en enkelt mødedag.
Onsdag stiller man spørgsmål
Ligesom forrige samlinger, vil onsdage blive benyttet til spørgetime til Naalakkersuisut. Hvem, der skal stå ved talerstolen hvornår, vil blive offentliggjort senere, oplyser formandsskabet.
På vegne af formandsskabet oplyser formanden for Inatsisartut, at der kan forekomme ændringer i dagsordenspunkter til samlingen. Alle punkter kan læses på Inatsisartuts hjemmeside.