IA: Sådan skal corona-regningen betales

IA’s formand Múte B. Egede kommer nu med et konkret udspil til, hvordan corona-regningen skal betales over finansloven.

Offentliggjort

IA mener, at der skal indføres et midlertidigt ansættelses- og udgiftsstop i den offentlige forvaltning for at have råd til at betale de hjælpepakker, der skal bringe erhvervslivet helskindet igennem coronakrisen.

- Absolut nødvendige ansættelser og udgifter, såsom inden for sundhedsvæsenet og socialområdet undtages. Ansættelses- og udgiftsstoppet skal forstås sådan, at niveauet på ansatte og udgifter fastholdes maksimum på det nuværende niveau, og man søger potentielle sparemuligheder, fremgår det af en pressemeddelelse fra IA-formanden.

Udskydelser

Múte B. Egede ønsker desuden følgende tiltag udskudt:

  • Ilanngaassivik
  • Nedsættelse af selskabsskatten
  • Indførelsen af et beskæftigelsesfradrag

- Disse udskydes senere til en sammenhængende reform på skatte- og socialområdet, lyder forklaringen.

IA-formanden mener, at der ligger trecifrede millionbesparelser bag partiets forslag. Hjælpepakkerne koster direkte landskassen 257 millioner kroner, mens andre udgifter til blandt andet Sundhedsvæsenet er med til at øge regningen til Landskassen.

Fælles løsninger

Múte B. Egede sender en opfordring til, at partierne i fællesskab sætter sig ned for at finde ud af, hvordan de nuværende hjælpepakker kan forbedres, og hvordan regningen i sidste ende skal betales.

- Det vigtigste er, at vi finder holdbare løsninger som ikke forringer, men gør forholdene bedre under denne hårde tid, vi nu oplever. Da andre kan have andre meninger om de forslag, vi fremsætter, ser vi frem til at høre, hvilke forslag andre vil fremsætte. Lad os sammen bringe håb og finde løsninger sammen, skriver IA’s partiformand.

Powered by Labrador CMS