IA om finanslov: Vi har prioriteret tryghed

Inuit Ataqatigiit er særdeles tilfredse med den finanslovsaftale, som netop er præsenteret i Danmark, og hvor man har aftalt, hvad de 120 millioner kroner i Nordatlantpuljen skal gå til.

Offentliggjort

Som en del af aftalen vil der blive afsat 29,5 mio. kr. til tryghedsskabende tiltag i Grønland, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aaja Chemnitz.

- Det omfatter bl.a. et børnekrisecenter til sårbare børn, udredning af kommunefogedernes arbejdsvilkår, forebyggende tiltag i Tasiilaq samt en bedre beskæftigelsesindsats i anstalterne. Tiltag som samlet set vil øge trygheden i samfundet og forhåbentlig vil have en effekt på den uforholdsmæssige høje kriminalitet, oplyser IA-folketingsmedlemmet i en pressemeddelelse.

Retshjælp og tolkning

Det bliver understreget, at det også har været vigtigt for Aaja Chemnitz at sikre midler til retshjælp og bedre tolkning til grønlandske borgere i Danmark.

- Derudover afsættes der penge til en videnspulje om det moderne Grønland og skoletjeneste i de grønlandske huse til at understøtte meget mere viden om det moderne Grønland. Det sker på baggrund af en anbefaling fra Instituttet for menneskerettigheder som i deres rapport om grønlandske studerende i Danmark, påviste, at danske unges viden om Grønland halter gevaldigt, hvilket er med til at skabe fordomme og diskrimination, fremgår det af pressemeddelelsen.

Fælles front

Det bliver understreget, at IA har samarbejdet bredt for at sikre størst mulig udbytte. Blandt andet er man gået sammen med Siumut og Sambundsflokkurin på nogle af initiativerne.

- Det har altid været min holdning, at vi står stærkest ved at gøre fælles front, hvor det giver mening. Derfor glæder det mig, at Siumut takkede ja til et samarbejde med os på initiativer for i alt 25 mio. kr., udtaler Aaja Chemnitz.

Her ses fordelingen af midler til Grønland og Færøerne:

Powered by Labrador CMS