IA og Siumut: Lars Løkke skal undskylde 50er-eksperiment

IA får opbakning fra Siumut, når det gælder kravet om en officiel undskyldning fra både de danske og grønlandske myndigheder i forbindelse med det såkaldte Grønlandseksperiment. Tilbage i 2009 afviste statsministeren at give en undskyldning.

Offentliggjort

Siumut-politikeren Laura Táunâjik støtter Aaja Chemnitz Larsens beslutningsforslag om, at den danske regering skal give en officiel undskyldning til de 22 grønlandske børn, der blev offer i et socialt eksperiment tilbage i 50erne.

Børnene blev tvangsfjernet og sendt til Danmark for at blive veluddannede spydspidser, der skulle redde et skrantende Grønland.

Forløsning

- Hvis ikke man siger undskyld til folk, når man sårer dem, så skaber det sorg, men hvis man får det sagt, kan det skabe forløsning, siger Laura Táunâjik til KNR, og hun finder det kun naturligt med en undskyldning.

Hun mener, at det grønlandske selvstyre skal tage et medansvar for, hvad der skete tilbage i 50erne og ligeledes give en undskyldning.

Løkkes nej

Tilbage i 2009 blev kravet om en undskyldning afvist af statsminister Lars Løkke Rasmussen med den begrundelse, at tankegangen var væsentligt anderledes end i dag og projektet blev iværksat ud fra de bedste intentioner.

- Historien står ikke til at ændre. Regeringen betragter kolonitiden som en afsluttet del af vores fælles historie. Vi må glæde os over, at tiden er en anden nu, skrev Lars Løkke Rasmussen i et svar til IA-folketingsmedlemmet Juliane Henningsen, der havde stillet et spørgsmål til statsministeren, om han agtede at give en undskyldning.

Om Lars Løkke Rasmussen har ændret mening vil blive afsløret, når beslutningsforslaget fra Aaja Chemnitz Larsen skal behandles i Folketinget.

Powered by Labrador CMS