rundtur i Grønland
IA og Siumut fortsætter kampen for bedre retsforhold
De to grønlandske folketingspartier er tilfredse efter rundtur her i landet med Grønlandsudvalget i Folketinget
Leiff Josefsen
Sara Olsvig, medlem af Folketinget og formand for Inuit Ataqatigiit, er tilfreds med den netop vel overståede udvalgsrejse med Grønlandsudvalget, som hun er formand for, indtil hendes tid i Folketinget slutter midt september.
Det meddeler hun i en pressemeddelelse.
Udvalget besøgte en række grønlandske byer og bygder for at få indsigt i problemstillinger, Grønland står over for. Især den spinkle økonomi og hvordan denne har indflydelse på lokale arbejdspladser var i fokus. Også politi, retsvæsenet og kriminalforsorgen var i fokus på turen.
- Det er vigtigt for mig, at de danske parlamentarikere har en indsigt i, hvordan det grønlandske samfund er skruet sammen, og hvilke udfordringer og muligheder vi har i vores mangfoldige land. Der er fortsat store sagsområder som er under dansk ansvar. Vi skal være fælles om at løfte disse områder, derfor skal vi også have et fælles indblik i forholdene. Det er mit indtryk, at besøgene i især de mindre byer og bygder var en øjenåbner for udvalget, siger Sara Olsvig i pressemeddelelsen.
Kom vidt omkring
I Qasigiannguit besøgte Grønlandsudvalget Royal Greenlands fiskefabrik for et indblik i hverdagsproduktionen hos en af de store indtægtskilder herhjemme. I bygderne Ilimanaq og Kitsissuarsuit fik udvalget et godt indblik i bygdebestyrelsernes arbejde ligesom en række spørgsmål om kommunefogeder også blev rejst, fremgår det af pressemeddelelsen.
Turen bød også på indsigt i en vigtig sag for de to grønlandske folketingspartier, Inuit Ataqatigiit og Siumut, nemlig forholdene for både dømte og ansatte på diverse anstalter i Grønland. Udvalgets besøg på anstalten i Ilulissat gav således et indblik i hverdagen her, og hvordan denne kan forbedres. Et andet vigtigt emne i disse dage er kredsdommere og deres uddannelsesvilkår, hvilket blev drøftet under besøget i Kredsretten i Ilulissat.
Læs: Doris om anstaltsbetjente: Alle i riget må have ligeløn
Bedre retsforhold
Som Sermitsiaq.AG skrev for nylig, har Siumuts folketingsmedlem og næsteformand for Grønlandsudvalget i Folketinget, Doris Jakobsen, efter turen stillet to spørgsmål til justitsminister Karen Hækkerup, Socialdemokraterne, om at redegøre for betjentenes lønforhøjelser:
- Jeg har erfaret, at hjælpedommeres og domsmænds løn i Grønland ikke er ændret de sidste 20 år, og det kan ikke være rigtigt. Vi mangler domsmænd og kredsdommere i Grønland. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at gøre jobbene attraktive, lød det fra Doris Jakobsen.
Udover spørgsmålene har Doris Jakobsen indsendt to spørgsmål til justitsministeren - en forespørgsel om påbegyndelsen af uddannelsen for kredsdommere og et andet om status for arbejdet med grønlandsk kursus til nye dansksproget anstaltsbetjente.