IA holder pressemøde: Markant udvalgsformand i Inatsisartut stiller op til Folketinget

Inuit Ataqatigiit præsenterer fredag eftermiddag partiets kandidater og valgprogram på Hotel Nordbo i Nuuk.

Pipaluk Lynge stiller op til folketingsvalget 24. marts.
Offentliggjort

Inuit Ataqatigiit afslører fredag eftermiddag deres kandidater til folketingsvalget.

Partiets kandidater skal løfte arven efter Aaja Chemnitz, som er blevet valgt til Folketinget tre gange for partiet siden 2015.

Blandt IA's kandidater er formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut, Pipaluk Lynge.

- Det er et stort ansvar, som det kommende folketingsmedlem kommer til at tage. Presset fra USA er ikke stoppet, og jeg føler, at jeg kan være med til at gøre en forskel og bidrage til at løfte arbejdet, siger Pipaluk Lynge.

Pipaluk Lynge har ved flere lejligheder markeret sig. Senest i forbindelse med den diplomatiske krise med USA, hvor politikeren kæmpede for, at udvalget i Inatsisartut skulle orienteres samtidigt med Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget om situationen.

Derudover stiller også Nivi Rosing op. Også hun er i øjeblikket medlem af Inatsisartut.

Vil forlade Inatsisartut 

Både Nivi Rosing og Pipaluk Lynge siger, at de vil forlade Inatsisartut, hvis de vælges til Folketinget:

- Jeg ser Inatsisartut arbejde som et fuldtidsjob, fordi vi arbejder hele året, næsten uden ferie. Og sådan er det også med Folketinget, derfor kan jeg ikke sidde to steder, siger Pipaluk Lynge.

Samme toner lyder fra Nivi Rosing:

- Jeg ser Inatsisartut arbejde som fuldtidsjob, det samme med Folketinget. Derfor holder jeg orlov, hvis jeg bliver valgt, siger hun.

Nivi Rosing stiller op til folketingsvalget.

Lund og Fontain stiller også op

Derudover stiller også Kalistat Lund og Aqqalukkuluk Fontain op til valget for IA. Kalistat Lund har tidligere været medlem af Inatsisartut og Naalakkersuisut for IA. Aqqalukkuluk Fontain har stillet op for partiet ved folketingsvalget i både 2019 og 2022, dog uden at opnå valg.

Partiformand Múte B. Egede siger, at det forestående valg bliver et historisk vigtigt valg, fordi hele verden kigger mod Arktis.

- Hvis vi bruger de muligheder, der er nu, vil de gavne Grønland.

- Vi skal ikke være nummer to i rigsfælleskabet, vi skal allesammen være nummer et, siger Múte B. Egede, der vil have mere lighed i forhold til blandt andet sundhedssektoren.

Ifølge partiformanden vil partiet afsløre flere kandidater i næste uge.

Múte B. Egede fremlægger IA's kandidater og valgprogram.

I partiprogrammet fremgår det, at IA går til valg på følgende:

- vil bygge fundamentet for fremtidens Grønland - ansvarligt og trin for trin.

- vil sætte velfærd før symbolpolitik

- vil styrke økonomien uden at gamble med trygheden.

- vil sikre en stemme i verden - særligt i Arktis

- vil lægge strategi for hvordan ansvarsområder kan hjemtages og løses i Grønland.

Powered by Labrador CMS