Revisionsundersøgelse
IA: Disse tre politikere skylder landskassen penge
Inuit Ataqatigiit mener blandt andet, at Kuupik Kleist hurtigst muligt skal få sit udestående med selvstyret ud af verden. Et udestående, som dog bygger på en fejl i Deloittes revisionsundersøgelse, hævder Kuupik Kleist
Som det kom frem 30. december, viser Deloittes revisionsundersøgelse af tidligere Naalakkersuisut-medlemmer, at hele syv medlemmer har brugt landskassen som deres private kassekredit under deres tid som medlemmer af Naalakkersuisut i perioden fra 2009 til og med 2014.
Revisionsundersøgelsen, som bekendt blev låst inde i en boks i Grønlandsbanken til efter Inatsisartut-valget den 28. november, selvom den allerede blev leveret 7. november af Deloitte, får Inuit Ataqatigiit til at opfordre tre politikere til at betale penge tilbage til landskassen. Partiets krav er:
- Siumuts Aleqa Hammond skal betale for ferieudgifter i Paris og Island
- Inuit Ataqatigiits Kuupik Kleist bør snarest få sit udestående ud af verden
- Anthon Frederiksen - dengang fra Kattusseqatigiit Partiiat - skal betale for de rejser, som var private
- Vi skal bemærke, at hvis Atassuts Steen Lynge var forsat som naalakkersuisoq, ville vi have stillet ham et mistillidsvotum på baggrund af hans uretmæssige brug af landskassens midler, meddeler medlem af Inatsisartuts revisionsudvalg for Inuit Ataqatigiit Agathe Fontain.
Overblik: Se hvem der har haft mellemværende
Læs: Her er revisionsrapporten
De enkelte må stå til ansvar
- Det er vigtig for tilliden, at denne sag afsluttes, at vi tager ved lære af den og styrker kontrollen, og at de enkelte står til ansvar. Både af hensyn til politikernes generelle anseelse, af hensyn til landskassen og af respekt overfor samfundet, fremhæver Agathe Fontain, som sammen med resten af Inuit Ataqatigiit er glad for, at revisionsundersøgelsen omsider er offentliggjort og ser frem til, at Naalakkersuisut får tid til at kommentere på rapporten som ønsket af Revisionsudvalget.
Læs: Kuupik Kleist accepterer ikke revisionsundersøgelsens resultat
Læs: Revisionsudvalget: Bankboksen er nu åbnet
Af den offentliggjorte undersøgelse fra Deloitte fremgår det, at bortset fra Kuupik Kleists mellemværende, så er alle mellemværender mellem henholdsvis Aleqa Hammond, Ane Hansen, Anthon Frederiksen, Mimi Karlsen, Ove Karl Berthelsen og Steen Lynge blevet indfriet til selvstyret.
- Jeg accepterer ikke undersøgelsens konklusioner om, at jeg skylder penge. Yderligere har jeg ikke at sige på nuværende tidspunkt, sagde Kuupik Kleist til Sermitsiaq.AG, da han blev bedt om at forholde sig til sit - ifølge Deloittes undersøgelse fra 7. november - udestående med landskassen på 20.288 kroner, som opstod fra 2011 til 2012.