IA: Borgmester har kostet os dyrt

Adskillige forvaltningsdirektører har fået silkesnoren i Avannaata Kommunia, og det har kostet skatteyderne i kommunen et større millionbeløb, vurderer IA-medlem af kommunalbestyrelsen Bendt B. Kristiansen, der retter kritik mod borgmester Palle Jerimiassen, Siumut.

Offentliggjort

I dag har nordkommunen kun to forvaltningsdirektører. Siden seneste kommunalvalg, hvor kommunedelingen blev en realitet, skal man nu ud og finde den fjerde kommunaldirektør. Desuden er andre forvaltningsdirektører fortid i kommunen.

IA’s kommunalbestyrelsesmedlem Bendt B. Kristiansen er stærkt kritisk over den måde, at den øverst ansvarlige, borgmester Palle Jerimiassen, har forvaltet kommunen på, når det gælder ansættelser og afskedigelser af direktører

Uberettigede afskedigelser

- Jeg vil tro, at afskeden med de mange forvaltningsdirektører kommer til at koste kommunen i omegnen af tre millioner kroner. For nogen tid siden havde vi sager, hvor kommunen tabte sager for uberettigede afskedigelser. Det har kostet os mange penge, siger Bendt B. Kristiansen til Sermitsiaq.AG.

IA-politikeren mener, at borgmesteren har et stort ansvar for, at der åbenbart er blevet ansat direktører, som tilsyneladende ikke er deres opgave voksen.

- Det er kedeligt, at vi skal opleve dette, og hvor kommunen skal igennem opsigelser, som kommunen formentlig vil tabe mange penge på, forudser Bendt B. Kristiansen, der peger på, at borgmesteren tilsyneladende har indstillet direktører, der ikke har haft den fornødne erfaring til at bestride de forskellige job.

- Det oser af en uprofessionel ledelse fra borgmesterens side, lyder kritikken fra oppositionspolitikeren i kommunalbestyrelsen, hvor Siumut har det absolutte flertal.

Borgmester afviser kritik

Borgmester Palle Jerimiassen afviser kritikken og påpeger, at Bendt B. Kristiansen har været involveret i samtlige beslutninger via hans sæde i økonomiudvalget.

- Det har ikke kun været min beslutning, men hele kommunalbestyrelsen. Jeg kan slet ikke genkende billedet af, at jeg skulle have udvalgt de forkerte direktører. Flere af dem, der ikke længere er i kommunens forvaltning, var jo ansat i den gamle kommune før delingen, forklarer han og påpeger:

- Desuden har vi jo besluttet at indføre en ny organisation, hvor vi reducerer antallet af direktører med to personer. Det vil jo medføre, at vi bliver nødt til at sige farvel til nogen.

Palle Jerimiassen understreger, at det er vigtigt for kommunen at få sat et hold af direktører, som formår at håndtere de udfordringer, som kommunen har i dag efter kommunedelingen.

For tiden er teknisk direktør Nick Nielsen blevet indsat som fungerende kommunaldirektør efter Søren Stach Nielsen, der kun nåede at sidde i direktørstolen i få måneder.

Powered by Labrador CMS