IA åbner afdeling i København
Inuit Ataqatigiit åbner i denne måned en afdeling i København. Det fortalte partiformand Kuupik Kleist under sin hilsentale til SFs landsmøde
IAs formand og forhenværende formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist deltager i SFs landsmøde lørdag og søndag i Falconer Salen på Frederiksberg i København.
De dårlige meningsmålinger og medlemsflugt fra SF optog de delegerede ved landsmødet. Men det havde IA løsning på:
- Om kort tid stifter vi en afdeling af IA i København, og der er SF'erne velkomne til at melde sig ind, sagde Kuupik Kleist til SF-toppen.
Bevar nultolerancen
Falconer Salen på Frederiksberg i København brød ud i klapsalver, da forhenværende formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist meddelte, at søsterpartiet i Grønland står fast ved nultolerancen overfor uran.
Udover debat om uran og nultolerancen talte Kuupik Kleist også om de juridisk faderløse, som Ekstra Bladet blandt andet skrev om lørdag.